
Forskere ved University of Sheffield i England har identificeret et naturligt forekommende enzym, der kan frigøre fosfor, som er bundet i komplekse organiske forbindelser, og gøre det plantetilgængeligt igen.
Dermed har enzymet, en fosfatase med navnet PafA, potentiale til at nedsætte markbrugets afhængighed af mineralsk udvundet fosfor.
Det skriver netmediet Technology Networks.
Langt størstedelen af den fosfor, som er organisk bundet, kan ikke optages på ny af andre planter, og derfor er det nødvendigt, at det frigøres af en fosfatase, hvis planterne skal kunne optage det.
Enzymet PafA er naturligt forekommende i både vand og jord, og er netop i stand til hurtigt at frigøre organisk bundet fosfor, uafhængigt af fosfatniveau, så det kan optages af planter.
Det unikke ved PafA er, at det ikke nedbrydes, som det sker for andre almindeligt forekommende fosfataser, når fosfor akkumuleres, og derfor vil det blive ved med at have en virkning.
Der findes forskellige typer af PafA, derfor er forskerne nu i gang med at undersøge, hvilke typer som er mest effektive til at frigøre fosfor, og hvilke egenskaber der gør dem mest effektive.
Forskernes mål er at designe et enzym, som kan anvendes til landbrugsjord, og gøre organsik bundet fosfor tilgængelig for planterne. I anden række vil man også undersøge potentialet for landbrugsdyr.
Kommentarer