EU investerer millioner: En lille hær af robotter skal passe markerne

Ugen På Spidsen: EU investerer mange millioner i et nyt robot-projekt, der skal starte en højteknologisk revolution i landbruget baseret på robotteknologi. Efter mange år med større og større traktorer på markerne, har jeg næsten ikke haft fantasi til at forestille mig, at en ny epoke lurer lige om hjørnet, skriver ugens klummeskribent på Mark Plus.

“Landbruget er meget følsomt overfor mangel på arbejdskraft og høje omkostninger, og det er bydende nødvendigt at gøre landbrugets dyrkningspraksis mere effektivt og bæredygtigt.

EUs nye Robs4Crops projekt er en game-changer til at modernisere den europæiske fødevare- og landbrugs-industri og en afgørende katalysator til at accelerere indarbejdelsen af højteknologisk robotteknologi og automatiserede teknologier i landbruget”.

Sådan siger Dr. Frits van Evert, som er seniorforsker på Wageningen University & Research. Han er projektkoordinator i EUs nye store robotprojekt Robs4Crops.

Ifølge ham har corona-pandemien vist, hvor følsomt landbruget er overfor mangel på arbejdskraft, da mange frugt- og grønsagsmarker rundt om i Europa ikke blev høstet sidste år - med store tab til følge - fordi sæsonarbejdere ikke måtte rejse over grænserne pga. smitterisiko.

Fra enkeltrobotter til et komplet robotsystem

Som et resultat af corona-epidemien bliver der nu investeret heftigt i selvkørende markrobotter rundt om i europæisk landbrug. Det markerer starten på et strukturelt skifte i markbruget, mener han.

Indtil nu er markrobotter stadig kun brugt meget lidt på kommerciel basis i landbruget. De har slet ikke nået deres potentiale, fordi de bruges som enkeltstående enheder frem for én del af et stort og komplet innovativt robotsystem.

EUs nye projekt ”Robs4Crops” skal accelerere skiftet til et samlet system baseret på robotteknologi i markbruget.

Projektet skal løse de organisatoriske og teknologiske udfordringer, der lige nu står i vejen for at implementere landbrugsrobotter i markdriften i stor skala. Det skal gøres ved at skabe et robotsystem der består af tre elementer: intelligente redskaber, førerløse køretøjer og et samlet styresystem.

Derudover vil de eksisterende landbrugsmaskiner, traktorer og standarder blive opgraderet, så de sammen med markrobotterne bliver en del af det samlede robotsystem.

Robs4Crops har især fokus på, at robotterne skal lette og reducere behovet for menneskelig arbejdskraft til de kedelige, ensformige og gentagne arbejdsopgaver i marken, f.eks. mekanisk ukrudtsbekæmpelse og sprøjtning mod sygdomme og skadedyr.

Vil gøre robotteknologi i markbruget mainstream

EU har investeret 7,9 millioner euro i robotprojektet. Til gengæld forventer de, at det vil igangsætte en højteknologisk revolution med enorm påvirkning på produktivitet, effektivitet og miljømæssig bæredygtighed i landbruget.

Samtidig med at det vil reducere afhængigheden af lejet arbejdskraft, øge sikkerheden og reducere klimaaftrykket i fødevareproduktionen.

Det nye robotprojekt startede 1. januar 2021, og løber i fire år. Der deltager 16 partnere fra syv europæiske lande i projektet. Udvikling, test og afprøvning vil ske i praksis under markforhold i storskala-forsøg på almindelige landbrug i Holland, Frankrig, Spanien og Grækenland i tæt samarbejde med landmændene.

Jeg må sige, det lyder spændende.

Efter 60-70 år med større og større traktorer på markerne, har jeg næsten ikke fantasi til at forestille mig, at en ny epoke lurer lige om hjørnet.

Og da slet ikke i form af en hær af små robotter, der summer rundt overalt på markerne, mens de ufortrødent arbejder døgnet rundt.

Men det kan meget vel blive en realitet indenfor nær fremtid.

Merete Hattesen er journalist og markfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Mark Plus, "Ugen på spidsen", sætter Merete Hattesen og Lars Kelstrup, journalister og markfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus, planteavlsugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.