Europæisk og russisk hvede får flere svirp med pisken

Strategie Grains regner nu med den laveste europæiske hvedeeksport i seks år.

Som om den europæiske og russiske hvede ikke har fået tæsk nok i indeværende dyrkningssæson, var der i går endnu et par svirp med pisken, rapporterer Jyske Markets.

Konsulentbureauet FC Stone nedjusterede således den russiske høst fra tidligere 70,8 mio. ton til nu 68,3 mio. ton, så der er som forventet meget langt op til sidste års rekordhøst på 85 mio. ton

Også kollegerne fra Strategie Grains var på krigsstien med en nedjustering af den europæiske produktion af almindelig hvede til 127,7 mio. ton. Inklusive durumhvede ventes produktionen nu at ramme 135-137 mio. ton.  Samtidig er forventningerne til den europæiske eksport af alm. hvede det laveste i seks år med nu 19,8 mio. tons.

På den positive side meldes det fra Frankrig, at trods en smule skuffende udbytter er kvaliteten tilfredsstilende og med højere proteinindhold end sidste år, i mange tilfælde over 11,5 procent.

I går blev afgrøderne handlet lavere på både Matif og i Chicago på grund af hjemtagning af profitter efter de seneste prisstigninger. Nu afventer alle aftenens Wasde-rapport med USDAs vurdering af forsyningsbalancen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.