Få målt organisk stof og næringsstoffer i jorden med hurtig scanner

SLF tilbyder de næste måneder at lave jordprøver med en hurtig indikation af jordens kvalitet.

Sønderjysk Landboforening har som led i en forsøgsordning med Seges lånt en jordscanner, der kan måle forskellige stoffer og værdier i jorden på marken. 

Jordscanneren, der kommer fra firmaet Soilcares, kan f.eks. måle ler, organisk stof, kalium, phosfor, total kvælstof og PH-værdi i jorden. 

Godt og hurtigt supplement

Efter et par start vanskeligheder med jordscanneren benytter Planteavl i SLF sig nu næsten dagligt af det nye redskab. 

"Det er et godt supplement, men ikke en erstatning til de almindelige jordprøver. Men hvis man f.eks. har et område på marken, hvor planterne ikke trives, så kan man med jordscanneren rimelig nemt og hurtigt få en indikation på, hvad der kan være galt.

Man får svar med det samme - der er ingen prøver, man skal gå og vente på", fortæller planteavlskonsulent Carsten Clausen Kock. 

Carsten Clausen Kock fortæller om en klassisk situation på marken – et eksempel, hvor der havde været en plet i mange år, både i såvel vårsæd som vintersæd. Det viste sig, at jorden derfra målte en høj PH værdi. 

"Hele marken lå højt, og der var tegn på, at den var blevet overkalket igennem tiden. Vores anbefaling var, at landmanden skulle GPS kalke næste gang, netop for at undgå overkalkning", siger Carsten Clausen Kock. 

Kig forbi med en pose jord

SLF opfordrer landmænd til at komme forbi kontoret med en pose jord, hvis de har en bar plet på deres mark. 

"Landmændene er meget velkomne til at kigge forbi. Så kan vi hurtigt måle jorden og se, hvad der kan være galt", opfordrer han. 

Det er vigtigt, at landmanden både tager en pose jord med fra det dårlige område, og en pose jord med fra et godt område. Dermed kan man måle og se forskellene mellem de to jorde. 

SLF har jordscanneren til låns et par måneder, hvorefter Seges vurderer, om scanneren er brugbar på dansk jord. 
 

Faktaboks

Sådan virker scanneren:

  • Scanneren benytter sig af en nær infrarød teknologi, kaldet Nir, der analyserer på lys.
  • Man benytter den ved at placere den ovenpå en lille mængde jord på en bakke.
  • Herefter kalibrerer jordscanneren ud fra forskellige parametre, som den har fået indkodet fra tidligere kemiske analyser.
  • Tilknyttet scanneren er en APP, som man downloader på telefonen. Herfra kan planteavlskonsulenten se, hvad jorden indeholder.

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.