Første land godkender tørketolerant gmo-hvede - 20 procent merudbytte

Argentina har givet grønt lys for dyrkning af tørketolerant gmo-hvede.

Argentina, Sydamerikas største hvedeproducent, er det første land i verden, som nu tillader dyrkning af genmodificeret hvede til kommercielt brug. 

Den tørketolerante hvedesort har taget 16 år at udvikle og bringe frem til sin første godkendelse. Hveden lyder navnet HB4 Wheat og er udviklet af Trigall Genetics, der er ejet af virksomhederne Bioceres Crop Solutions Corps og Florimond Desprez, skriver netavisen World Grain

Det argentinske landbrugsministerium gav grønt lys for gmo-hveden tidligere i denne måned.

HB4-hveden har flere særlige egenskaber, blandt andet er det en kort hvede, og vigtigst af alt er den tørketolerant.  

Gennem de sidste 10 år er HB4 blevet afprøvet i markforsøg, og her har den angiveligt ydet et merudbytte på i gennemsnit 20 procent, når vækstsæsonen har været påvirket af tørke. 

”Godkendelsen af HB4-hvede i Argentina er en banebrydende milepæl for hele verden, da hveden giver et betydeligt større udbytte og store miljøfordele”, udtaler Federico Trucco, direktør for Bioceres. 

Med HB4-hveden bliver det fx nemmere at dyrke to afgrøder på én sæson i de lande, hvor klimaet tillader denne praksis. Også såkaldt "regenerative farming" (fx conservation agriculture, red.) vil kunne udbredes mere end i dag med mulighed for at mere CO2 bliver bundet i jorden, påpeger virksomheden. 

Videre godkendelse 

Udbredelsen af HB4-hveden i Argentina vil være afhængig af om Brasilien godkender import af hveden. Det skyldes, at over 85 procent af Brasiliens forbrug af hvede importeres fra Argentina.  

På nuværende tidspunkt har Bioceres også indsendt ansøgninger om godkendelse af HB4-hveden i USA, Uruguay, Paraguay og Bolivia. 

Virksomheden regner endvidere med at søge om godkendelse i Australien, Rusland samt nogle asiatiske og afrikanske lande. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.