Første prisfald til russisk eksporthvede i syv uger

De russiske eksportpriser på hvede faldt i dollartermer sidste uge for første gang i syv uger.

Efter en WASDE-rapport fredag, der ikke var helt så negativ på hvedeudbytterne og produktionen, som markedet havde sat næsen op efter, var der i går kontant afregning på Matif der lukkede 5-6 euro pr. ton lavere, mens det samlede prisfald den seneste uge beløber sig til 15 euro pr. ton.

Det rapportere Jyske Markets i dagens afgrødekommentar.

Prisfaldene på Matif og Chicago har også givet afledte effekter til det russiske hvedemarked, der fortsætter med at udskibe varer med rekordfart. De russiske eksportpriser faldt i dollartermer sidste uge for første gang i syv uger og handler nu 230 USD pr. ton, ifølge IKAR, skriver Jyske Markets.

"Emerging Markets valutaerne har været under pres den sidste uges tid og det har heller ikke ramt forbi den russiske rubel, der er svækket med syv procent. Med svækkelsen giver det en fordel for importørerne, der kan nøjes med at betale færre dollars for den samme mængde russiske varer".

I lokalvaluta har valutasvækkelsen til gengæld opvejet prisfaldene i hvedemarkedet. I Ruslands største havn, Novorossiysk i Sortehavet, steg priserne i rubel-termer sidste uge til rekordhøje 14.300 rubler pr. ton FOB. De store importører er heller ikke sene til at reagere på prisfaldene, hvor både Jordan og Egypten har udbudt en såkaldt ’tender’, hvor de søger hvede.

Prisfaldene kan, ifølge Jyske Markets, yderligere være forstærket af optionsudløb i møllehvede i morgen, hvor købte call-optioner har positive værdier oven på sommerens prisstigninger. Call-optionerne med positive værdier veksles til futures, som herefter sælges i markedet, og prisdifferencen afregnes. Det bliver spændende at se, om eksekveringen af optionerne kan forstærke salgspresset de kommende par dage.

"Vi ser USDA’s estimater som prisneutrale relativt til det nuværende prisniveau. Den globale hvedeproduktion blev ikke reduceret så meget som ventet, og det giver i øjeblikket en korrektion i markedet fra overkøbte niveauer i Matif-hveden", skriver de.

Jyske Markets forventer ikke at priserne skal væsentligt under 200 EUR/ton, inden priserne vil stabilisere sig.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.