Fabrikant garanterer: Du finder 98 procent af flyvehavren med dette køretøj

Peter Offersen har bygget et marksynskøretøj, som skal komme flyvehavren til livs, og spare på sprøjtemidlerne.

Den ser ved første øjekast måske lidt spøjs ud - men Peter Offersen lover, at den virker.

Det lille køretøj er bygget til at eftersøge markerne for flyvehavre, og sælges gennem hans firma Flyvehavren ApS.

"Når man går ude på marken, kan man let glippe et par planter - og jeg har arbejdet med flyvehavre i mange år," siger Peter Offersen.

"Kører man rundt nede iblandt planterne, så går man fra at finde 90 pct, til at finde 97-98 pct - og det er selvom jeg kan klare 20 hektar i timen. På gåben kan jeg klare 5 hektar i timen."

Færre Kemikalier

Ifølge Peter Offersen bliver der brugt mere sprøjtemiddel mod flyvehavre, end det er nødvendigt.

"Det giver falsk tryghed at bare sprøjte sig fra det - man risikerer udbrud alligevel. Mange der sprøjter gør det fordi, de ikke har tid til at gennemgå markerne manuelt, men det kan min maskine lave om på," siger han.

"På cirka 90.000 til 100.000 hektar jord i Danmark må man slet ikke sprøjte imod flyvehavren, så de gør det manuelt - men det efterlader flere millioner hektar, hvor man gerne må."

SAGRO udlejer

Indtil videre har Peter Offersen kun fået bestilling på fem køretøjer - men han er ikke i tvivl om, at der kommer flere bestillinger, når vi nærmer os sæsonen for flyvehavre.

"Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er en god idé," siger han.

Han har solgt to af sine maskiner til Sagro, som vil leje dem ud til marksyn.

"Jeg har selv godkendt marker til fremavl, og jeg ved, at tilsynet bliver bedre med den her maskine," siger Peter Offersen.

Som udgangspunkt koster maskinen 30.000 kr, men han har tilbudt en intropris til dem, som støttede projektet i begyndelsen. Ifølge Peter Offersen kan maskinen tjene sig hjem på bare to år.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.