Faglig udflugt lagde grundstenen for fælles drift af 2.650 hektar

Ugen På Spidsen: Der er sket meget siden et par svenske landmænd tilbage i 1999 tog på bustur til et fagligt arrangement, og besluttede at danne et maskinfællesskab. I dag er det der startede som et maskinfællesskab et af Sveriges største landbrug. Landbruget er et rigtig godt eksempel på, at der kan komme meget godt ud af at deltage i faglige arrangementer – og at man kan mere sammen end hver for sig, skriver denne uges klummeskribent på Mark Plus.

De fleste landmænd kender følelsen af at komme hjem fra et fagligt arrangement fyldt med ny energi og virkelyst, fordi man har hørt og set en masse nyt og spændende, og fordi man har talt med gode naboer, venner eller kollegaer.

Sådan var det også for et par svenske landmænd tilbage i 1999. De var på bustur for at se på marksprøjter.

I bussen kom de til at tale om, at de da kunne gå sammen og købe en ny sprøjte.

Det blev startskuddet til et maskinsamarbejde, der i løbet af de kommende år udviklede sig.

Et par år senere var de to landmænd blevet til fire, og antallet af mejetærskere fra gået fra fem til to og antallet af traktorer fra ti til fem.

Stordriftsfordele

Det kunne andre landmænd på egnen se fordele ved. I 2007 havde i alt otte landmænd derfor samlet sig i maskinfællesskabet Vadsbo Väkstodling og drev tilsammen 1.100 hektar økologisk.

Økonomien i den økologiske planteavl var dog ikke for prangende. De havde problemer med at styre ukrudt, og det påvirkede udbytterne negativt.

De otte landmænd blev derfor enige om at ændre sædskiftet, så der blev plads til 600 hektar græs. De blev samtidig enige om, at det var oplagt at etablere en mælkeproduktion.

Siden har Vadsbo udviklet sig løbende, så landbruget i dag har 2.650 hektar, 1.340 malkekøer, biogasanlæg samt kornlagre med en kapacitet på 6.000 ton og eget tørreri og renseri.

Bestyrelsen leder selskabet

Vadsbo ledes af en bestyrelse bestående af de otte ejere plus én uden aktier i selskabet.

Flere af ejerne driver selvstændige landbrug ved siden af deres ejerskab af Vadsbo. Således har en af søer, mens en anden har kyllinger. Beliggenheden i området nær Mariestad gør samtidig, at mange af ejerne har skov.

Flere af ejerne er ved at være oppe i årene. Derfor skal der i de kommende år ske et generationsskifte for flere af ejerne.

Der er dog fortsat enighed om, at den oprindelige ide bag selskabet skal være den samme: Ejernes andel af selskabet fordeles ud fra, hvor mange hektar der er bragt ind i selskabet – og alle marker skal drives ud fra det fælles bedste.

Det kræver, at man trives i store træsko. Ingen af ejerne er dog i tvivl om de helt oplagte fordele og muligheder der er ved at drive et landbrug med stordrift – og at være flere om at træffe beslutninger.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.