Fem gode råd om gødskning i frostvejr

Omkring 1. marts er det normalt at udbringe handelsgødning til bl.a. vintersæd. I år er det dog ikke lovligt, fordi jorden er frossen og i nogle tilfælde også snedækket, lyder det fra Seges.

Lige nu er det pokkers koldt derude. Ifølge vejrudsigten fortsætter dagsfrosten i næsten en uge endnu - måske længere. Og nattefrosten ser ud til at fortsætte endnu længere.

Det betyder, at jorden nok vil være frosset 10-14 dage endnu. Mange steder med snedække. Det giver konsekvenser for udbringning af handels- og husdyrgødning - som det er forbudt at udbringe på frossen eller snedækket jord.

Her får du fem gode råd til, hvordan reglerne om udbringning af handels- og husdyrgødning skal tolkes.

1. Det siger reglerne

Ifølge Husdyrgødningsbekendtgørelsen er det ikke tilladt hverken at udbringe husdyrgødning, affald eller handelsgødning på frossen eller snedækket jord.

Jorden skal være optøet i mindst 15 cm dybde i løbet af dagen, før det er tilladt. Det betyder dog, at det er tilladt at udbringe gødning på f.eks. en nattefrossen jordskorpe, hvis jorden tør op senere på dagen.

I Miljøstyrelsens vejledning til husdyrgødningsbekendtgørelsen. kan du se eksempler på, hvornår det er tilladt, og hvornår det ikke er tilladt at udbringe gødning. Vejledningen siger følgende om frossen og snedækket jord:

2. Frossen jord

Jorden er frossen, når det pga. frost i jorden ikke er muligt at nedbringe husdyrgødningen på bar jord.

På bevokset jord er jorden frossen, indtil jorden er optøet i hele pløjelagets dybde (mindst 15 cm). Ved nedfældning i en etableret afgrøde er det dog tilstrækkeligt, at jorden er optøet til under nedfælderdybde.

Overfladisk nattefrost betragtes ikke som frossen jord, hvis jorden optøs i løbet af dagen.

3. Overfladisk nattefrost

Ved overfladisk nattefrost forstås, at jorden alene er frossen i overfladen. Det vil sige, at det på tidspunktet for udbringningen skal være muligt at konstatere, at jorden er optøet ned til 15 centimeters dybde.

De øverste centimer må dog gerne være frosne på udbringningstidspunktet. Den frosne overflade må dog ikke have større omfang, end at den vil blive optøet i løbet af dagen.

4. Snedækket jord

Jorden er snedækket, når mere end 90 pct. af en mark er dækket af sne. Men ikke kun med et drys af sne eller blot med rim på jorden.

Snedybden skal være mere end en halv centimeter.

 

5. Ikke noget gødningsbehov endnu

Afgrøderne har ikke noget gødningsbehov, før væksten begynder. Så man kommer ikke for sent ud med gødningen, så længe der er frost.

Men der kan være problemer med at have plads nok i gylletankene - ikke mindst i år, hvor vejret har været drilsk hele efteråret også.

Husk at der går nogle dage fra jorden er optøet, til den reelt er farbar uden risiko for voldsom spordannelse. Så vent med gødskningen, til jorden er ordentlig farbar. Indtil da har gyllen det bedst i tanken og handelsgødningen det bedst i sækken.

Kilde: Seges og Miljøstyrelsen

Faktaboks

Udbringning af gødning

Det er ikke tilladt at udbringe gødning på frossen eller snedækket jord.

Forbuddet mod udbringning af gødning er ens for husdyrgødning, handelsgødning og affald.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.