Fem gode råd til sikker etablering af vårbyg

Sortsvalg, jordens tjenlighed, såtidspunkt, sådybde og plantetal er fem vigtige parametre at ramme rigtig på for at opnå en sikker etablering af vårbyg.

Af Lars Klausen, planteavlskonsulent og Anders Nielsen, praktikant, begge Agrovi

Ved såning af vårbyg bør man altid vente indtil at jorden tjenlig. Strukturskader og dårlig fremspiring, er med til at give en dårlig konkurrenceevne overfor ukrudt.

Ved god etablering sikrer man en jævn og ensartet sådybde på 3-4 cm. Det er vigtigt at tjekke sådybden regelmæssigt, så man sikrer, at kernerne bliver placeret og fordelt jævnt i den rette dybde. En jævn fordeling af kernerne er med til at øge konkurrenceevnen over for ukrudtet.

Ensartet etablering af maltbyg har stor betydning for kvaliteten. Ved optimal etablering sikres en ensartet fremspiring, som er med til at sikre en ensartet modning, og derved bedre sortering af maltbyggen.

Planter pr. kvadratmeter

Der tilstræbes ca. 265 planter pr. m² i vårbyg, se såtabellen:

Tabel 1. Vårsæd, såtid og planter pr. kvadrameter

Kilde: Agrovi, Afgrødenyt, Marts 2016

Udsædsmængden beregnes efter formlen:

Udsæd i kg pr. ha = Ønsket antal planter pr. kvadratmeter  x TKV / procent markspiring

TKV = tusindkornsvægten, som er angivet på sækken, eller optalt og beregnet selv.

Procent markspiring, afhænger af flere faktorer, blandt andet såbeddets kvalitet og såsædens spiringsevne. En god tommelfinger regel er at sætte markspiringen til 90 procent, hvis man har lavet et godt såbed.

Plantetal og udbytte

Forsøg viser at det rette planteantal er med til at give et signifikant merudbytte.

I tabel 2 ses, at man opnår merudbytte på henholdsvis 2,8 hkg pr. ha og 1,5 hkg pr. ha ved et plantetal på 325 planter pr. kvadratmeter, i forhold til plantetal på 175 planter pr. kvadratmeter og 250 planter pr. kvadratmeter.

Økonomisk afhænger det optimale plantetal af flere faktorer, såbeddet, fremspiringen, udsædsprisen og afregningsprisen.

Tabel 2. Vårbyg, effekt af såtid og udsædsmængde på udbyttet 

Kilde: Oversigt over landsforsøg 2016, s. 107

2016 var et atypisk år, hvor vårbyggen blev ramt af tørke og buskede sig dårligt.

2016-forsøget afspejler ikke et normalt år, hvor man vil se en tendens til ved tidlig såning, at man opnår gode resultater ved et lavere plantetal på omkring 265 planter pr. kvadrameter. Dette gælder specielt maltbyg, da man ved mange planter pr. kvadratmeter risikerer en dårligere sortering.    

 

Faktaboks

Valg af vårbygsort

Vælg en vårbygsort, som har vist stabilt højt udbytte gennem flere års forsøg, har lav modtagelighed over for sygdomme (meldug, bygrust, skoldplet og bygbladplet).

Vælg en sort, som ikke har behov for vækstregulering og har svag tendens til nedknækning af aks og strå.

Dyrkes vårbyg til malt, skal der altid vælges en maltbygsort, som er godkendt af handelspartneren.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.