Fem tips til at få bugt med græsukrudt

Bekæmpelse af græsukrudt kræver en målrettet og langsigtet strategi. Vær på forkant – og sæt hårdt ind, hvis der er optakt til problemer. Simple tiltag kan gøre en kæmpe forskel på den lange bane.

Græsukrudt som væselhale, agerrævehale og italiensk rajgræs har på kort tid spredt sig voldsomt mange steder i landet.

Bekæmpelse af det genstridige ukrudt kræver en øjeblikkelig og målrettet indsats. Gå efter en nul-tolerance for italiensk rajgræs og agerrævehale.

I nedenstående kan du få fem tips til nogle af de forhold, der er særligt vigtige lige nu. Det er blot enkelte af de mange tiltag, som Seges har opremset som vigtige elementer for at være på forkant og få bugt med græsukrudt. Læs mere på LandbrugsInfo.

1) Lad stubben ligge

Urørt stub i så lang tid som muligt efter høst giver størst ”dødelighed” for både frø af græsukrudt og de fleste andre ukrudtsfrø.

En undtagelse er gold hejre, hvor en øverlig stubbearbejdning (maks. 3 cm) lige efter høst får frøene til at spire.

De fleste græsser har begrænset spirehvile, så når frøene ligger på jorden, vil de spire første gang, der kommer en fugtig periode.

Frø, der ligger på jorden, vil ud over spiring også i stort omfang blive ødelagt ved svampeangreb eller spist af fugle og insekter.

Er der behov for at fordele halm og avner eller bekæmpe snegle, bør det ske med redskaber, der arbejder overfladisk, f.eks. halmstrigler.

2) Undgå tidlig såning

Udsættelse af såtidspunktet for vintersæd giver mindre fremspiring af ukrudt, og er ikke mindst effektivt ved store græsukrudtsproblemer.

Som tommelfingerregel bliver fremspiringen halveret ved at udsætte såtidspunktet med to uger.

Tidlig såning frarådes derfor, hvor agerrævehale, rajgræs og væselhale er et problem, samt hvor der generelt er meget græsukrudt.

3) God etablering

En god etablering med jævn fordeling af planterne betyder, at afgrøden har god konkurrenceevne mod ukrudtet.

Såteknik med lille rækkeafstand er i den forbindelse en fordel.

4) Brug renset udsæd

Brug kun renset udsæd. Udsædsmængden justeres i forhold til såtidspunkt.

Normalt er det ikke så relevant at udnytte, at øget plantetal giver bedre konkurrence mod ukrudt, men på arealer med vanskelige arter som agerrævehale, italiensk rajgræs og væselhale bør udsædsmængden øges.

Efterhånden som der er udstyr til graduering af udsædsmængde til rådighed, kan der opnås en fordel mod græsukrudt ved at øge plantetallet i områder med meget græsukrudt.

5) Sædskifte er vigtigt

Vinterrug, vinterbyg og triticale har i nævnte rækkefølge større konkurrenceevne mod ukrudt end hvede. Det gælder under forudsætning af samme såtid.

Ved tidlig såning af hybrider af rug og vinterbyg med lav udsædsmængde bliver konkurrencefordelen derfor mere eller mindre ophævet i forhold til en normal såtid for alle arter. 

Vårsæd mindsker frøsætning i de fleste græsser. Vindaks spirer normalt slet ikke frem om foråret. Væselhale og almindelig rajgræs kan spire frem i vårsæd, men kan ikke sætte frø uden en vinter med kuldepåvirkning. Italiensk rajgræs og agerrævehale har væsentlig mindre fremspiring om foråret, men kan sætte frø uden kuldepåvirkning.

Derfor er vårsæd ikke et tilstrækkeligt tiltag mod agerrævehale og italiensk rajgræs, hvis bestandene er blevet store.

Enårig rapgræs sætter frø hele året og trives bedst under fugtige forhold. Med kortere vækstsæson og ofte tørre forhold under etableringen giver vårsæd derfor mere modspil til enårig rapgræs end vintersæd.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.