Flotte stigninger til hvede på begge sider af Atlanten

Målt over for både danske kroner og euro oplever vi nu den stærkeste US dollar i knapt halvandet år.

Trods et dæmpet afgrødemarked var der i går pæne prisstigninger til hvede på begge sider af Atlanten, rapporterer Jyske Markets.

På Chicago-børsen steg hvedeprisen for december termin 2018 med hele 3,54 procent til 127 kr. pr. hkg, mens Matif-hveden for samme termin steg 1,25 procent til ca. 151 kr. pr. hkg.

Årsagen til prisstigningerne er blandt andet en nedjustering fra National Australia Bank af estimatet for den australske hvedehøst fra 17,4 til 16,9 mio. ton. 

Samtidig giver vejrfænomener i flere berørte hvedeområder stadig bekymringer. Det gælder ikke mindst i Kansas i USA, hvor ekstraordinære våde betingelser efterhånden giver så store forsinkelser i sojahøsten, at det udgør et større problem for de landmænd, som havde planlagt såning af vinterhvede på de netop høstede sojaarealer.

På den anden side af kloden truer koldt og tørt vejr afgrøder i større dele af Østeuropa samt Sortehavsregionen.

Den europæiske hvede på Matif blev yderligere hjulpet på vej af en fortsat svækkelse af euroen, som på dagen nåede et nyt lavpunkt over for US dollar i niveauet 1,1216.

Målt over for både danske kroner og euro oplever vi nu den stærkeste US dollar i knapt halvandet år. Det er en udvikling, som især kan tilskrives højere USD-renter, usikkerheden om Italiens budget for de næste tre år samt en i øjeblikket lav oliepris, vurderer Jyske Markets.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.