Flytning aflyst: Planteforskere bliver på Flakkebjerg

Aahus Universitet har aflyst planer om at flytte planteforskere fra Flakkebjerg til Aarhus eller Foulum.

Forskerne på Flakkebjerg kan ånde lettet op. Aarhus Universitet har nemlig besluttet at aktiviteterne på forskningscentret AU Flakkebjerg, der er en del af Aarhus Universitet, bliver i Flakkebjerg.

Tidligere har det været på tale at flytte aktiviteterne til Aarhus eller Foulum, men den idé er nu skrinlagt. Beslutningen om at blive på Flakkebjerg beror på en vurdering om, at de bedste faglige udviklingsmuligheder opnås ved at fastholde placeringen i Flakkebjerg, hedder det på universitets hjemmeside agrsci.dk

AU Flakkebjerg omfatter to institutter: Institut for Agroøkologi samt Institut for Molekylærbiologi og Genetik. I alt er der beskæftiget cirka 150 videnskabelige, tekniske og administrative medarbejdere på forskningscentret. Forskerne på AU Flakkebjerg beskæftiger sig hovedsagligt med forskning i planteproduktion, plantebeskyttelse, planteforædling, frøavl og miljøteknologi

Samarbejde styrkes

I stedet for at flytte planteforskerne vil man nu fortsætte med at styrke samarbejdet mellem Flakkebjerg og forskningsmiljøerne på AU Foulum og Campus Aarhus. Desuden skal AU Flakkebjergs kapacitet udnyttes fuldt ud gennem vækst og i samarbejde med blandt andet erhverv og regionale partnere.

»AU Flakkebjerg er en velfungerende forskningsenhed, hvor de nuværende forskningsområder understøtter hinanden og er inde i en meget gunstig udvikling i forhold til samarbejdet med erhvervslivet. Vi vurderer, at der er gode forudsætninger for fortsat at udbygge de forskningsaktiviteter på AU Flakkebjerg, der har høje internationale styrkepositioner til gavn for både erhvervslivet og virksomheder,« siger dekan på Science and Technology Niels Chr. Nielsen.

Prodekan Kurt Nielsen, Science and Technology, udtaler at der vil blive investeret betydeligt i Flakkebjergs forskningsfaciliteter i de kommende år, hvilket er af afgørende betydning for at udvikle de internationalt anerkendte forskningsmiljøer

»Det er vores fælles mål, at AU Flakkebjerg også fremover er et internationalt fagligt stærkt forskningscenter, som fortsat vil levere den bedste forskningsbaserede myndighedsbetjening og erhvervssamarbejde,« siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.