Forsker: Stort behov for mere jordfordeling

De tre sidste årtiers strukturudvikling har udløst et stort behov for at gøre brug af jordfordeling igen, sagde Esben Munk Sørensen på delegeretmødet i Herning.

Miljø- og fødevareminster Eva Kjer Hansen sidder inde med nøglen til, at jordfordeling igen bliver taget langt mere i brug.

Der er i høj grad behov for, at mange landmænd får en bedre arrondering af deres marker efter de sidste tre årtiers kraftige strukturudvikling i landbruget.

Det sagde landinspektør Esben Munk Sørensen, mangeårig forsker i planlægning ved Aalborg Universitet, under en temadebat om Vækst i hele Danmark på delegeretmødet i Herning.

»Fantastisk potentiale«

»Jordfordeling er en meget demokratisk planlægningsmetode, som kan give rigtig mange gode løsninger for lodsejerne. Tænk bare på Skjern Å, hvor man som lokal landmand med glæde har kunnet se, at man fik samlet sine jorde. Der er et fantastisk potentiale i jordfordeling,« sagde Esben Munk Sørensen.

Afgift er barriere

Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, ser også mange kvaliteter i jordfordeling.

»Jordfordeling giver god mening for både landmændene og deres naboer, når der kommer bedre sammenhæng i arealerne. Det betyder, at man måske undgår store traktorer og maskiner på vejene. Og det giver i øvrigt også et bedre klimaaftryk,« sagde Karen Hækkerup.

Men hun mener, at tingslysningsafgiften er en barriere for, at jordfordeling vil vinde frem.

Derfor har L&F allerede forslået, at en afskaffelse af afgiften kommer til at indgå i regeringens landbrugspakke.

Det ville erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, som deltog i debatten,  dog ikke love på stedet.

En afstemning i salen viste, at mange landmænd ser jordfordeling som et godt redskab.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.