Forsker undskylder fejl over for landbruget

Seniorforsker beklager, at fejlagtigt notat har skabt problemer for landbruget.

Først meldte han over for medierne ud, at landbrugspakken giver et negativt miljøregnestykke i 2020 og 2021. Lørdag trak han sit notat tilbage, fordi det 'ikke er retvisende'.

Brian H. Jakobsen, seniorforsker ved Sektion for Miljø og Naturressourcer under IFRO - Københavns Universitet, undskyld og beklager nu.

Baggrunden for tilbagetrækningen er, at man ikke kan summere effekterne over årene som han havde gjort i notatet, beretter han til Landbrugsavisen.dk.

"Jeg undskylder og beklager forløbet, samt de problemer det har givet erhvervet. Jeg er enig med Ivar (Ivar Ravn, Seges, red.) i, at det er vigtigt at være påpasselig med de udmeldinger, man kommer med. Derfor var beregninger og notat også drøftet med flere forskere inden publiceringen, men jeg påtager mig naturligvis ansvaret for fejlen," skriver Brian H. Jakobsen i en skriftlig kommentar til Landbrugsavisen.dk.

Notatet kom efter, at en række forskere tirsdag kritiserede miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens opgørelse for kvælstofudledningen til havet. Det nye notat - eller at det trækkes tilbage - ændrer ikke på den kritik, som førte til rød bloks og De Konservatives mistillidsvotum og ministerens afgang.

Ivar Ravn, direktør for Planter & Miljø ved Seges, har kritiseret, at Brian H. Jakobsen som forsker ikke var mere påpasselig, når det drejede sig beregninger i forbindelse med en højspændt, politiske debat.

Notatet blev omtalt af en række medier, herunder DR og TV2.

"Det gør stor skade på landbruget, når forskere kommer med fejlagtige beregninger. Det efterladte indtryk hos læserne og seerne er, at landmænd sviner vildt og tovligt," siger Ivar Ravn til Landbrugsavisen.dk.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.