Forskere klar med kunstig humus - kan forbedre jordkvalitet

Tyske forskere har udviklet metode til at fremstille humus i laboratoriet på kun en halv dag, og produktet opfører sig akkurat som naturligt dannet humus.

Tyske forskere har udviklet en metode til at producere humus i laboratoriet, og den kunstige humus opfører sig akkurat som naturligt dannet humus i jord. 

Humus udmærker sig ved at forbedre jorden strukturelt og kemisk, og den øger jordens evne til at binde vand og kulstof. Ifølge forskerne kan kunstig humus produceres billigt.

Kunstig humus har dermed potentiale til både at gøre landbrugsjorde mere frugtbare og samtidig være en del af løsning i kampen mod klimaforandringer, skriver netmediet agrarheute.

Fremstiller humus på en halv dag

I naturen dannes humus ved nedbrydning af organiske stoffer, og det er en langsom proces som tager år.

Forskerne ved Max Planck Institute of Colloids and Interface i Potsdam-Golm i Tyskland har imidlertid nu udviklet en metode til at producere kunstig humus på kun en halv dag. Det sker med brug af varme, tryk, aske og organisk stof i form af blade, bark eller grøntaffald. 

Markus Antonietti, som er professor ved instituttet, forklarer, at dannelsen af humus sker i vand ved høje temperaturer, og så snart processen er startet, forsætter den spontant. Derfor mener han, at kunstig humus kan produceres billigt, hvis man har en passende varmestyring.

Produktet opfører sig præcis som naturligt dannet humus, og derfor er kunstig humus velegnet til anvendelse i landbrugjord.

Egenskaberne for kunstig humus

Den kunstige humus giver interessante perspektiver for både jordkvalitet og klima.

Verden over er der nemlig behov for at forbedre landbrugsjorden på grund af udpining, erosion og mangel på vand og salte. Dette er ikke holdbart i en verden, hvor befolkningen vokser hvert år. 

Ekstra humus i jorden vil også gavne klimaet, fordi det binder kuldioxid i jorden.

Max Planck Institute of Colloids and Interfaces har beregnet, at ca. to mia. hektar ud af verdens 4,8 mia. hektar landbrugsjord er udpinte. Tildeler man disse jorde to mia. tons kunstig humus, vil man formentlig kunne binde op til 350 mia. ton CO2, hvilket svarer til menneskehedens samlede CO2-udledning i de seneste ti år.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.