Frøfirmaer: Der kommer ikke til at mangle frø til næste år

Flere etablerede frøgræsmarker får et år mere end planlagt, og erstatter dermed ompløjede tørkeramte udlæg.

De udlæg af frøgræs, som blev etableret i foråret 2018, har lidt en hård skæbne i tørken.

DLF vurderer, at 90 pct. det udlagte areal med engrapgræs er blevet pløjet om. For rødsvingel og strandsvingel gælder det ca. 75 pct. af det nye udlæg, mens 30 pct. af udlægget af hundegræs er ompløjet.

For at sikre tilstrækkelige forsyninger med frø til næste år, har flere landmænd ladet nogle af de frøgræsmarker, som skulle have været lagt om, ligge et år mere.

"Skal man se positivt på den meget alvorlige situation, så er det glædeligt, at Danmark som frøproducent faktisk kan imødekomme efterspørgslen og dermed sikre den stabilitet, der er så vigtig, hvis man vil gøre sig godt på eksportmarkedet. Det er fantastisk, at det har kun kunnet lade sig gøre, fordi mange landmænd har ladet eksisterende frøgræsmarker ligge et år mere end oprindeligt planlagt", siger Birthe Kjærsgaard, avlschef hos DLF.

Derudover er det ifølge Poul Sejersen, avlschef hos Barenbrug, positivt, at der har været god efterspørgsel efter frø til bl.a. golfbaner og græsmarker i efteråret.

Mangel på nye sorter

Ud over at de landmænd, som har ladet frøgræsmarken ligge et år mere, kan forvente lavere udbytter, betyder ompløjningen af nye udlæg fra foråret 2018, at DLF, DSV Frø Danmark og Barenbrug ikke kan tilbyde deres kunder tilstrækkelige mængder af nye sorter.

"Jo længere mod øst i Danmark, jo flere marker med udlæg er der blevet pløjet om", siger Carsten Jørgensen fra DSV.

Han tilføjer, at de landmænd, som har ladet frøgræsmarker ligge et ekstra år, har været udfordret af, at de har skullet afpudse markerne gentagne gange i efteråret.

"Det var især vigtigt at komme helt i bund med afpudseren ved den første afpudsning. Ellers risikerer man let, at afgrøden bliver for kraftig i foråret, og det koster udbytte", siger Carsten Jørgensen.

 

Faktaboks

Udlæg af frøgræs

  • Nye udlæg af især engrapgræs, strandsvingel, rødsvingel og hundegræs har været hårdt ramt af tørken.
  • Det har derfor været nødvendigt at lade flere etablerede frøgræsmarker ligge et år mere end oprindelig planlagt

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.