Frontløber: Graduering har givet større faglig tilfredshed

Rasmus Eriksen sparer ikke nødvendigvis udsæd, gødning og kemi ved at graduere. Men dyrkningen optimeres, og det giver en større faglig tilfredshed.

»Der har helt sikkert været udfordringer. Men nu kører det.«

Sådan siger Rasmus Eriksen, som gennem nogle år har arbejdet målrettet med at implementere præcisionslandbrug på sine 459 hektar med korn, raps, roer og frøgræs ved Kalundborg.

Han mener, at danske landmænd skal udnytte deres unikke position med et omfattende datasæt til at opnå bedre afregningspriser for afgrøderne.

Det skal ske ved hjælp af graduering, dokumentation og sporbarhed.

Faglig stolthed

»Tidligere syntes jeg ofte, at jeg kunne have gjort det bedre, når jeg kørte ud af en mark efter at have sået eller spredt gødning. Det har helt sikkert ændret sig i de senere år«, siger Rasmus Eriksen.

Han peger selv på graduering af udsæd som den største gevinst.

»Det giver et bedre udgangspunkt. Og det giver bedre muligheder for at høste en gevinst ved graduering af gødning og planteværnsmidler,« siger Rasmus Eriksen.

Han understreger dog, at han langt fra er i mål. Dels fordi det er en udfordring at fodre teknikken med den økonomisk optimale løsning. Det gælder blandt andet ved gødskning på bakketoppe, hvor det er svært at afgøre, om afgrøden skal have mere eller mindre gødning.

Dels fordi han stadig har et par huller i forhold til teknikkens formåen. Det gælder blandt andet spot-sprøjtning af rodukrudt efter høst. Ligesom maskinstationen ikke er i stand til at graduere tildelingen af de 5.000 til 6.000 ton biogasgylle, som han årligt modtager.

I MARK, som udkommer 1. oktober, kan du læse mere om Rasmus Eriksens erfaringer med præcisionslandbrug.

I artiklen kan du også læse, at han fortsat øver sig i at blive mere modig. Det gælder blandt andet ved gradueringen af udsædsmængden og gødningsmængden.

 

 

Faktaboks

Ønsker til fremtiden

Rasmus Eriksen har en række ønsker til fremtiden. Blandt andet:

  • At data kan overføres trådløst.
  • At han kan lave spot-sprøjtninger mod rodukrudt efter høst.
  • At udbyttekortene fra mejetærskeren kan bruges til graduering af udsæd, gødning og vækstregulering.
  • Let lagring af historiske data for en given mark. Det er især vigtigt ved forpagtning af jord.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.