Fynbo har de tungeste løg: Udbytte på 78,7 ton pr. hektar

Claus B. Jakobsen fra Assens vandt konkurrencen om årets løgavler 2016.

Claus B. Jakobsen, Torup Bakkegård & Orelund ved Assens, vandt titlen som Årets Løgavler for andet år i træk og tredje gang i alt i konkurrencens elleveårige historie.
Den økologiske del af konkurrencen blev vundet af Erik Andersen, Øster Tørslev ved Randers. 

Vinderne blev kåret på Avlerforeningen af Danske Spiseløgs årsmøde i Vejle i går tirsdag, fortæller foreningen i en pressemeddelelse.

Claus B. Jacobsen vandt konkurrencen med 78,7 ton løg pr. hektar af sorten Hybelle fra Bejo, hvilket var på samme niveau som sidste år. Han modtog i præmie 8.000 kroner og en vandrepokal. Axel Månsson blev nummer to med et udbytte på 74,1 ton løg pr. hektar.

Frisk jord og fokus på vanding

"Vindermarken i år var på frisk jord, hvor der ikke tidligere har været løg, hvilket er en god forudsætning for et godt udbytte," fortæller Claus B. Jakobsen, der også fremhæver et stort fokus på vandingen.

Der har dog også været udfordringer i vindermarken, blandt andet skulle der kæmpes lidt for at få bugt med ukrudtet. 

"Vi har kun haft lidt løgskimmel i marken i år belært af erfaringerne fra sidste år, hvor vi ikke var helt skarpe nok med de forebyggende behandlinger," siger Claus B. Jacobsen, der har 20 års erfaring som løgavler og har 130 hektar med løg.

Han er allerede i gang med planlægning af 2017-sæsonen. Arealet med løg skal være det samme, men de går over til et andet dyrkningssystem med bredere bede, som giver en større kapacitet – og måske også et højere udbytte. 

Årets bedste økologiske løg

Erik Andersen, Øster Tørslev, vandt den økologiske del af konkurrencen med et udbytte på 31,1 ton pr. hektar, hvilket var det laveste udbytte af de tre deltagere.

Men da kvaliteten var høj og uden frasortering, opnåede Erik Andersen det højeste antal point. Han vandt dermed foran Peter Bay Knudsen, Skiftekær Økologi, som høstede 39,2 ton løg pr. hektar, men havde en betydelig frasortering.

Erik Andersen, som var repræsenteret ved Uffe Bach Søgaard, modtager en check på 5.000 kroner og en vandrepokal.

Over ukrudtet hele sommeren

"Vindermarken var på jomfruelig jord, fortæller Uffe Bach Søgaard, som også fremhæver sorten, Hylander fra Bejo, som en medvirkende årsag til det flotte resultat.

En anden årsag til den gode kvalitet og dermed ingen frasortering er, at de bruger en større rækkeafstand og et mindre plantetal, end andre løgavlere. På den måde er der mere plads og luft mellem løgene i marken, som dermed er mindre udsatte for svampeangreb.

Der er stor fokus på ukrudtsbekæmpelsen, som foregår ved radrensninger igennem hele vækstsæsonen, indtil de ikke kan køre i marken, suppleret med et par håndlugninger.

"Det gælder om ikke at have et større areal, end man kan passe," fastslår Uffe Bach Søgaard.

Erik Andernse har godt 30 år på bagen som løgavler og  driver 70 hektar hvoraf 40 hektar er grønsager herunder 24 hektar gule løg. 

Årets flotteste løg

I konkurrencen årets flotteste løg blev 13 prøver – otte gule og fem røde - bedømt af deltagerne på årsmødet, som vurderer skalfarve, skalkvalitet, hårdhed og helhedsindtryk.

Rasmus Bager, Samsø, blev suveræn vinder med det højeste pointtal på alle parametre og med et pænt forspring ned til Jens Kristian Kjeldahl på andenpladsen.

Vinderen af de røde løg blev Hans Ingemann, Hårby, som også opnåede højeste pointtal på alle parametre. Henrik Pedersen, Hasmark, fik anden pladsen.

Årets største løg 

Konkurrencen om årets største løg blev vundet af Hardy Hansen, Sandved, med et løg på 760 gram.

Præmien var et stort chokoladeløg på 1,27 kilo penslet med bladguld. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.