Fynsk jordbæravler må kassere en fjerdedel af produktionen: Bærrene smelter

Bæravler Peder Mikkelsen på Vestfyn forventer at miste en fjerdedel af høsten til varmen. Bærrene kollapser simpelthen, når de kommer på køl.

"Det er et problem, fordi vi har haft sol i en hel måned, og jeg tror nok, at det er det værste, man kan udsætte en jordbæravler for".

Sådan lyder meldingen fra jordbæravler Peder Mikkelsen på Vesemosegaard ved Glamsbjerg på Vestfyn.

Det skriver DR.

Det tørre og varme vejr har været en decideret hæmsko for hans jordbærproduktion, fordi bærrene nærmest brænder op.

"Umiddelbart kan vi ikke se noget på jordbærret, men når de så kommer ind på køl, så er de tilbøjelige til at klappe sammen. De smelter simpelthen", forklarer Peder Mikkelsen.

Kvaliteten af de enkelte bær er egentlig rigtig fin, men de modner simpelthen bare for hurtigt. Og det går særligt ud over de sorter, som man normalt plukker tidligt på sæsonen.

Den fynske jordbæravler forventer, at han mister en fjerdedel af sin produktion.

"Vi må opgive 50 tons, som vi bare må lade stå ude på marken. Det er meget, når vores forventning var at plukke 215 tons. Der er ikke noget at gøre ved det. Butikkerne vil ikke have dem, og forbrugerne skal også have en ordentlig vare, og det er der ikke noget at sige til", siger Peder Mikkelsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.