Gensaks kan minimere omstridt stof i nye hvedesorter

Risikoen for at indtage det kræftfremkaldende stof akrylamid efter forarbejdning af specifikke fødevare kan fremover være fortid. I hvede har engelsk forskerhold ved brug af gensaksen crispr haft held med at reducere indholdet af asparagin, der kan omdannes til akrylamid. Forskerne håber ny lovgivning hjælper dem på vej.

Hvede og kartofler indeholder stoffet asparagin, der under forarbejdning, som fx ristning, stegning og bagning, kan omdannes til akrylamid, som er et kræftfremkaldende stof. 

Et forskerhold fra Rothamsted Research, Hertfodshire i England, har nu ved hjælp af gensaksen crispr nedsat asparagin-indholdet i hvede markant. Det fortæller netavisen Farmers Guardian.

Crispr er en teknik, der kan genkende specifikke gener – i dette tilfælde gener, der koder for produktion af asparagin, hvorefter generne bliver ødelagt. På denne måde har forskerholdet reduceret hvedens produktion af det potentielt skadelige stof til en tredjedel. . 

Produktion i Stor skala 

Det engelske projekt er klar til at blive efterprøvet i større skala, og nu har Rothamsted Research ansøgt om at påbegynde et markforsøg med genredigeret hvede. 

Hvis projektet viser sig succesfuldt udenfor laboratoriet og i øvrigt får grønt lys fra de engelske myndigheder, vil man i fremtiden krydse den genredigerede hvedesort med lavt indhold af asparagin med kommercielle sorter. 

CrispR adskiller sig fra genmodificering (GMO)

Når forskerne skal fremstille ovennævnte genredigerede hvede, bliver der fra start som en del af processen indsat tre gener udefra. 

Slutresultatet er dog, at hveden ikke får tilført gener og nye egenskaber, men kun får slukket for bestemte gener, som derfor ikke kommer til udtryk.

Leder af Rothamstead-projektet, professor Nigel Halford, forklarer:

"Når redigeringen af genomet er slut, så kan de tilførte gener fjernes. Vi har allerede fjernet to ud af de tre indsatte gener i vores forsøg. Som en del af den videre udvikling i markforsøgene håber vi at kunne fjerne det sidste tilførte gen, så vi ender ud med et genredigeret resultat.”

Lang vej til nye hvedesorter

Pt. har EU og Storbritannien samme regler for genredigerede planter og genmodificerede planter. Både den britiske regering og EU er dog i gang med at genoverveje synet på genredigerede planter.

Under alle omstændigheder er der et godt stykke vej før eventuelle nye hvedesorter med lavt asparagin-indhold rammer markedet.

”På nuværende tidspunkt er vi på et eksperimenterende stadie. Selvom udviklingen fortsætter i den rigtige retning, så vil der stadig gå mange år før de nye hvedesorter når ud på markedet.

Avlerne skal først fremavle et stort antal sorter, som alle skal gennemgå en række tests og forsøg, inden de kan indgå på det kommercielle markedet”, siger professor Nigel Halford.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.