Giv vårbyg med potentiale ekstra 30 kg N nu

Boost din vårbyg med højt udbyttepotentiale med lidt kvælstof inden for de nærmeste dage, anbefaler konsulent.

Efter en koldstart har vårbyggen nu fået gode vækstbetingelser med fine mængder nedbør og til dels også varme.

Derfor vil det være en god idé, at man i et år med så gode betingelser booster sin vårbyg med højt udbyttepotentiale med lidt kvælstof inden for de nærmeste dage, anbefaler Andreas Skov Rasmussen, planteavlskonsulent hos Agrovi i Nordsjælland.

"Hvis vårbyggen har fået 100-120 kg N pr. hektar indtil nu, og står på god jord og har et højt udbyttepotentiale, kan man med fordel udnytte de gode vækstbetingelser lige nu og booste vårbyggen med ekstra 30 kg N pr. hektar," lyder det fra konsulenten. 

Han foreslår at køre ud med en ren kvælstofgødning, og det bør ske inden 1. juni, selvfølgelig under betingelse at af jorden er farbar. 

Står vårbyggen på en mark af varierende bonitet og med lavninger og bakker, kan man med fordel lave et gradueringskort for tildelingen.

Lille forskel på tidligt og sent sået vårbyg

Såning af vårbyggen er mange steder blevet spredt ud over en usædvanlig lang periode i foråret på grund af det vekslende vejrlig.

Og lige præcis i år med en kold april og nedbør midt på måneden gør det formentlig ikke noget, hvis en del af vårbyggen er sået til den sene side, fordi man har ventet på en tjenlig jord.

"Det ser ud til, at den vårbyg der er sået sent, fx 20 april, er kommet hurtigt og godt fra land, og derfor hurtigt får indhentet den tidligt såede vårbyg, der nærmest har stået stille i væksten på grund af det kolde vejr," vurderer Andreas Skov Rasmussen. 

Som eksempel nævner han vårbyggen på sin fars ejendom på Møn, hvor første vårbyg blev sået 4. april og det sidste 20. april. Udsædsmængden blev hævet med 10 kg pr. hektar fra start til slut. 

"Her er fremspiringsprocenten den samme uanset såtidspunkt, og ligger på ca. 88, hvilket er ganske fornuftigt.

Det skyldes, at den sidst såede vårbyg er blevet sået i et tjenlig jord frem for at blive sået i et dårligere såbed senest 15. april, som af mange betragtes som seneste såtidspunkt for vårbyg.

"Der er meget lidt forskel på, hvor langt afgrøden er fremme lige nu. Måske er der et mere blad på tidligt sået vårbyg, men det tror jeg hurtigt vil udligne sig, og jeg tvivler på at det vil kunne ses på udbyttet," vurderer Andreas Skov Rasmussen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.