Gode roepiller sikrer både våd og tør spiring

Multilags-roepiller kan sikre bedre fremspiring både ved våd og tør fremspiring.

Når der falder 50 millimeter nedbør, lige når roerne er sået, og der står vand på markerne, gælder det om at have valgt roefrø, hvor der er kælet for pillen, de ligger i. Det erfarede roedyrkere lige efter såning sidste forår. Derfor er de forskellige frøfirmaers opbygning af roepiller, noget de går meget op i.

Det siger Ole Lauridsen, Maribo Seed, der holdt indlæg på DLG Vækstforum torsdag.

»Vi arbejder med en multilagspille, der er er opbygget, så frøene klarer sig, både når der står vand på markerne, og hvis det er meget tørt,« siger han.

I tilfælde af tørke skal pillerne frigive vand, så roerne spirer regelmæssigt frem alligevel.

»Men man skal selvfølgelig også vælge sort efter andre kriterier end pillerne,« siger han.

Vigtigst er udbytte, men også etableringsevne. Har man nematoder, vil nematoderesistens også være en vigtig parameter.

»Det er også vigtigt at se på tendens til stokløbning, det har vi nu erfaret to sæsoner i træk,« siger Ole Lauridsen.

Har man stort ukrudtstryk kan det være værd at vælge en sort med stort bladdække, og roens form og dermed renhed kan også spille ind på afregningen af roerne.

En høj sukkerprocent i roerne bidrager ikke kun til udbytte, men også at man får lavere transportomkostninger, og da man ikke kan levere alt med det samme, skal man også se på roernes egnethed til oplagring, påpeger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.