I Haslev aftager Bregentved Gods cirka 80.000 tons såkaldt afgasset biomasse, der er et restprodukt fra produktionen af biogas af tang, gylle og restprodukter fra industrien.
Det svarer til omking 40 procent af den samlede mængde af biomasse, der hvert år kommer ud af Solrød Biogas, og restmassen har en god gødningseffekt, der kan bruges som alternativ til at gøde markerne istedet for kunstgødning og gylle.
Det skriver Dagbladet Roskilde.
Og nu har et nyt samarbejde mellem Solrød Biogas og Østdansk Landboforening set dagens lys, hvor målet netop er at få udbredt kendskabet til biogødning og dets positive egenskaber i forhold til traditionel kunstgødning til østdanske landmænd.
En af udfordringerne er dog, at danske landmænd er traditionsbundne, og at det kan være svært at indføre nye typer af gødning.
Planteavlskonsulent Thomas Laugesen fra Østdansk Landboforening vil fremover fungere som bindeled mellem Solrød Biogas og landmændene.
"Det er en spændende udfordring, for det handler grundlæggende om at nedbryde fordomme omkring biogødningen. Blandt andet myten om, at biogødning indeholder spildstoffer, landmændene ikke vil have ud på jorden", siger Thomas Laugesen til Dagbladet Roskilde.
Biogødning tilføjer vigtigt organisk materiale til jorden til gavn for humusopbygningen og derved dyrkningspotentialet.Normalt skal man investere i en kunstgødning, der indeholder fosfor og kalium, men da biogødning indeholder de mængder næringsstoffer, der er behov for, sparer landmændene både penge og tid.
Relaterede artikler
Kommentarer