Godsejer kæmper for vand til Morten Korch-mølle

Stridspunktet om genslyngningen af en fynsk å skal højst sandsynligt igen behandles i Natur- og Miljøklagenævnet.

Ejeren af Kærsgaard Gods ved Brenderup i Middelfart Kommune, Kammerherre Henri Hage, er stærkt utilfreds med kommunens planer om at omlægge Storeåen.

Det skriver Fredericia Dagblad.

Storeåen løber også gennem markerne foran Kærgaard Gods. Siden februar har møllen huset et længe planlagt Morten Korch-museum og blev renoveret til formålet. Hvis planerne gennemføres vil den 400-500 år gamle mølle blive tørlagt.

"Det er en mærkelig ting, at man i dag har så travlt med de fisk. Man er også nødt til at tænke på de kulturhistoriske værdier. Jeg kan ikke forstå, at man vil lægge en åstrækning om, der har ligget på den måde i 5-600 år. Andre steder lægger man tilbage til det oprindelige forløb. Her vil man lave en norsk elv ud af en snorlige å," siger Henri Hage til Fredericia Dagblad.

Hvis Middelfart Byråd vælger at stemme for planen i næste uge planlægger godsejeren at klage til Natur- og Miljøklagenævnet. Henri Hage klagede også for et par år siden, hvor nævnet afgjorde at omlægningsplanerne skulle starte forfra.

Ifølge geolog ved Middelfart Kommune, Peter Hyldegaard, er omlægningen af Storå en del af Middelfart Kommunes strategi, for at leve op til statens krav om vandplaner og vandkvaliteten.

"En trappe kan kun tage de fisk, der kan springe. Vi skal gerne have alle fisk og smådyr til at vandre frem og tilbage," siger Peter Hyldegaard til Fredercia Dagblad.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.