To godser i samdrift: Vi skifter to mejetærskere og opgraderer til tre i ét hug - store gevinster

Blog fra planteavlsbedriften: De to godser Ravnholt og Egeskov, driftsfællesskabet kendt som Agro-Alliancen, står i venteposition, inden høsten for alvor bliver skudt i gang. I år bliver den bragt i hus ved hjælp af tre nye Claas-mejetærskere, skriver driftsleder Sebastian Dahl Andersen. 

Af Sebastian Dahl Andersen, driftsleder ved Agro-Alliancen

Det er min første høst som driftsleder ved Agro-Alliancen. Jeg er derfor rigtig spændt på at se, om alt går planmæssigt, når høsten for alvor går i gang.

Der bliver nemlig tryk på, især med vores frøhøst, men det kommer jeg ind på lidt senere i indlægget.

Høsten hos os ligger relativt sent på sæsonen, på grund af en køligere lokalitet og dermed vores valg af frøafgrøder. Derfor er forberedelserne af tørrerier endnu ikke nået sin ende. Der er stille på bedriften lige nu, fordi alle medarbejderne holder ferie.

Fra uge 28 har vi ansat to elever samt to høstmedhjælpere. Det passer rigtigt godt med, at vi kan være flere om at få klaret de sidste ting, inden høsten går i gang. Fra uge 30 er vi fuldt bemandet, bestående af i alt 10 mand.

Vi får stort brug for alle i høsten og ved etablering af efterafgrøder samt såning af raps til august. På nuværende tidspunkt forventer vi, at høsten begynder sidst i juli.  

Næste uge modtager vi de tre nye mejetærskere, som vi har investeret i til årets høst. Vi har i år udvidet jordarealet, og havde derfor brug for en maskine mere. Det gav for os mest mening at skifte de to gamle ud med tre nye, så alt er ens, samtidig med at der er kommet nogle gode opdateringer på de nye modeller. 

Sneglevogn med indbygget vægt

De tre mejetærskere, som vi får leveret i næste uge, er Claas Lexion 8800.

De læsser af med 180 liter pr. sekund, og dermed er det en god forøgelse, i forhold til de gamle modeller, som læsser af med 130 liter pr. sekund. Det skulle gerne medvirke til en øget kapacitet på sneglevognene, så de hurtigere kan komme afsted til næste mejetærsker, eller læsse af.

Herudover er der sket flere ændringer på tærskeværket, som er medvirkende til en øget kapacitet på maskinerne. 

De tidligere år, hvor vi kørte med to mejetærskere, var én sneglevogn nok. Men i år kommer vi til at bruge to.

Vi har én stor sneglevogn, der som udgangspunkt kommer til at følge to af maskinerne på de større arealer. Herudover har vi en mindre sneglevogn, vi bruger til fyldning af gødning i gødningsspreder og såmaskiner, der kører sammen med en mejetærsker på de mindre arealer, hvor to eller tre mejetærskere ikke giver mening kapacitetsmæssigt.

Vi benytter lastbiler til at transportere korn og raps fra sneglevognen i marken til siloanlægget på Egeskov.

Den store sneglevogn er udstyret med vægt, så vi kan veje vores afgrøder på markniveau. På den måde kan vi se præcis, hvad den enkelte mark har avlet, det er vi superglade for. 

De senere år har vi kørt med flex-skærebord fra MacDon på 40 fod, som vi er supertilfredse med, og det fortsætter vi med på de nye maskiner. Vi har to, der kun har kørt to sæsoner, derfor har vi blot suppleret med et nyt, til når de nye mejetærskere ankommer. 

Ny harve til i år

Tidligere har vi i Alliancen sået raps og efterafgrøder med samme maskine.

Det fungerer egentlig rigtig fint, men det betyder, at rapsen ofte har måtte vente til efter, at efterafgrøderne er sået. Hermed er rapsen nogle år blevet etableret lige til den sene side.

Derfor har vi i år købt en ny 7,5 meter Horsch Tiger med påmonteret doudrill, så denne fremadrettet kan stå for etableringen af efterafgrøderne. Samtidig glæder vi os til at få lidt mere kapacitet på harven ved såbedstilberedning, hvor vi før havde en seks meter Horsch Terrano.  

Alle sejl sættes ind i frøhøsten

Agro-Alliancen har et supergodt samarbejde med Hvidkilde Gods om at hjælpe hinanden med frøhøsten.

Vi har begge store arealer med frø, men modningen af de forskellige frøafgrøder ligger på lidt forskudte tidspunkter.

Næste uge sender vi en af vores mejetærskere og medarbejder ned til dem i Svendborg for at hjælpe med høsten af engrapgræs. Senere, når vi har brug for det, får vi hjælp fra deres maskiner.  

Vi er superglade for samarbejdet, hvor vi har muligheden for at hjælpe hinanden, så vi får bjærget frøafgrøderne hurtigst muligt, når tiden kommer. 

Når først frøafgrøderne er modne til at høste, bliver alle sejl sat ind. Nogle år har vi haft endnu flere naboer til at hjælpe med vores almindelige rajgræshøst, så vi kunne få det i hus hurtigst mulig i tilfælde af, at der skulle komme en ustabil periode med vejret.

Det er superfedt et have nogle gode landmandskollegaer i nabolaget, så vi kan hjælpe og trække på hinandens ressourcer, når tingene spidser til.   

Hovedparten af vores frøafgrøder lagres på Ravnholt, hvor vi har nogle supergode plantørrerier. Korn og raps lagres på Egeskov, hvor vi har et stort siloanlæg. 

Maltbyg til Japan

Som jeg nævnte i mit første blogindlæg, så afsætter vi i år vores maltbyg til Fuglsangs Maltfabrik. Vi har i år 614 hektar med vårbyg, hvoraf de 193 hektar er til fremavl, og det resterende er til malt. 

Vårbyggen blev sået i sidste halvdel af april. Vejret i maj var både vådt og koldt, og flere af arealerne var lige til den våde side ved såning. Det betød, at vores vårbyg i en lang periode så lidt træls og kedelig ud.

Juni har heldigvis bragt rigtigt fint vejr. Det har været varmt, og det betyder, at byggen har rettet sig. Det står rigtigt fint nu, og det bliver spændende, når vi får det høstet.

Vi har udlagt 500 hektar med frøgræsudlæg, som virkelig har nydt godt af både vand og varme, som alle står supergodt. Generelt er vi rigtig godt tilfredse med afgrøderne i år, hvor størstedelen af arealerne på nuværende tidspunkt ser rigtig godt ud, så vi glæder til at komme i gang med høsten.    

Byggen skal vi selv opbevare i en ny 3.000 tons silo, som Agro-Alliancen har investeret i som en del af leveringen til Fuglsang Maltfabrik. Vårbyggen bliver nemlig øremærket til Fuglsang Maltfabrik, som så sender maltbyggen videre til det japanske bryggeri Sapporo. 

Dermed opnår vi fuld sporbarhed i produktet, og forbrugerne kommer til at kunne følge malten fra mark til mærkaten på den enkelte øl.

Det japanske bryggeri har meddelt, at de gerne vil besøge os for at se produktionen, og det kommer jeg selvfølgelig til at skrive om, når den tid kommer. 

Faktaboks

Sebastian Dahl Andersen

  • Sebastian Dahl Andersen, født og opvokset på Langeland.
  • Driftsleder for Agro-Alliancen siden februar 2021
  • Uddannet Agrarøkonom fra Dalum Landbrugsskole, færdiguddannet i februar 2021
  • Agro-Alliancen er et driftsfællesskab mellem de to godser, Egeskov og Ravnholt. I dag driver de 2.630 hektar planteavl.
  • Primært JB 4-6. Den lette jord er nede ved Brahetrolleborg, og det tungeste er ved Ravnholt Gods, og så ligger Egeskov et sted midt i mellem.
  • Markplan til høst 2021: 550 hektar vårbyg, til malt og fremavl. 700 hektar vinterhvede, fordelt på 600 hektar til henholdsvis brød og fremavl, samt 100 hektar foderhvede. 390 hektar vinterraps, 115 hektar strandsvingel, 55 hektar hvidkløver, og 305 hektar alm. rajgræs
  • Maskinpark: Fendt 1050, 942,939,724. Cat Challenger Mt865C. Horsch pronto 9SW. Horsch Focus 6TD. 6 Meter Horsch Terrano. 12 meter Horsch Joker. Horsch PT280 marksprøjte. Amazone ZG-TS Argus twin gødningsspreder. 3 stk. Claas Lexion 8800 fra høst 2021. Derudover en masse vogne og små maskiner. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.