Goldfodsyge og manglende vand - trods udfordringer ser høsten lovende ud

Trods manglende regn melder flere planterådgivere, at høsten ser fornuftig ud - især i forhold til sidste år. Vinterbyggen ser lovende ud med flot udbytte, mens vinterhveden har været ramt af goldfodsyge.

Det tegner lige nu til en tidlig og god høst ude på markerne, hvor landbrugets mejetærskere er i fuld gang med at hive årets høst i hus.

"Det er gået stærkt de seneste dage. Vejret betyder, at de fleste nok lige nu kan finde noget, der er egnet til at høste, mens solen stadig skinner", siger Jens Elbæk, der er afdelingschef for Planteinnovation hos landbrugets rådgivningscenter, Seges til Ritzau.

Generelt tegner høsten langt bedre end med den ekstraordinære tørkesommer sidste år.

Beregninger fra brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer lød dengang oprindelig på tab på seks-syv milliarder kroner. Det endte dog ikke helt så galt. Ifølge Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi snarere på 4,1 milliarder kroner i forhold til et normalår.

Flot høst af vinterbyg og krydsede fingre for vinterhveden

Høsten ser dog langt mere lovende ud i år, melder flere plantekonsulenter. Selv om det endelige udbytte fortsat er ukendt, står afgrøderne generelt flot rundt i landet.

"Historisk er der en sammenhæng mellem vækstvilkår for vinterbyggen, som nu er i hus, og hveden, som er den helt store kornafgrøde. Med den fine høst for vinterbyggen pt. på fem-ti procent over normalen, så tegner det også til en god hvedehøst", siger Jens Elbæk og fortsætter:

"Så vi er fortrøstningsfulde. Men der er også plads på kontoen hos mange landmænd, så det ville gøre godt med en stor og nem høst", siger han. 

På Fyn lyder meldingen på svingende udbytter på mellem 7 - 10 ton.

"Vi har fået gode udbytter på de lettere jorde, og så taler landmændene også om gode udbytter på halm - har hørt om 15 ton halm i udbytte nogle steder", siger Kristian Schach Jensen, planteavlskonsulent hos AgriFyn til landbrugsavisen.dk.

"Havde du spurgt mig i maj, lignende det en rekordavl på vinterhveden, men der har været problemer med goldfodsyge".

Også i Sydjylland meldes der om en god høst af vinterbyg, men goldfodsyge har også her plaget vinterhveden.

"Vinterbyggen er stort set i hus, men vinterhveden tabte farven for tre uger siden, der hvor de mangler vand. Og så har vi haft en del goldfodsyge, så for nogle vil udbyttet skuffe fælt", siger Finn Olesen, teamchef og planteavlskonsulent hos Sønderjysk Landboforening i Vojens, der dækker Sydjylland i et bælte fra lillebælt og ud til Vesterhavet.


Goldfodsyge giver hveden sorte rødder og nødmodner aksene om sommeren. 

Vandet har været afgørende

For selvom det langt fra har været lige så tørt som sidste år, så har jorden manglet en del vand. Og det har været uslagsgivende for høsten, fortæller Finn Olesen.

"Der er kommet en del klatbyger, der falder helt lokalt. Nogle har fået næsten vand nok, andre har ingen vand fået. Det er den uens fordeling af vand, der vil forklare de store udsving i udbytterne. Jeg har været ude ved en landmand her nær Vojens, der aldrig har avlet så meget, mens en anden på Lillebæltkanten aldrig har haft så lille et udbytte", siger han, og pointerer, at det kommer til at have betydning for både hvedehøsten og vårbyggen.

Chefrådgiver Helge Lorenzen fra Landbrug Syd, hvor landmændene typisk er tidligt ude, peger på, at blandingen af blæst og sol lige nu betyder, at afgrøderne modner hastigt. 

"Mejetærskerne kører løs nu. Det er jo fristende at smede, mens jernet er varmt, og inden der måske kommer en masse regn senere", siger han. 

"Men man skal også passe på ikke at høste for tidligt. Men kan ikke lide at se et frø falde af hovedskuddet, men man kan ikke se den tilvækst, man ikke får", siger Finn Olesen fra Sønderjysk Landboforening.

Vårbyg, hestebønner, majs og havre

Selvom rådgiverne næsten ikke tør sige noget før mejetærskerne holder stille, tør Finn Olesen fra Sønderjysk Landboforening godt skønne, at vårbyggen ser ud til at have klaret sig gennem underksuddet af vand.

Udbytterne er fine af de græsslæt, der er taget, og også hestebønnerne i det sydlige ser fornuftige ud. 

Selvom majsen mangler en del varme, ligner det også en normal eller lidt bedre majshøst.

Rug plejer at kunne klare en del tørke, men havren har lidt under manglen på vand, men hvor meget, det kommer til at gå ud over udbytterne, er svært at spå om.

Prisen afgøres af verdensmarkedet

Hvordan økonomien ender for landmændene, afhænger dog ud over vejret den næste tid først og fremmest af kornprisen på verdensmarkedet. 

"Det er jo altid bedre, hvis det slår fejl hos nogle af vores konkurrenter ude i verden. Det må vi jo bare indrømme", siger planteavlskonsulent Michael Lønbæk fra rådgivningsfirmaet Centrovice på Fyn.

Men på et tidspunkt, hvor den globale vækst i efterspørgslen efter hvede også synes lav, kan det være svært at se, hvor de store prisstigninger skal komme fra. Et af stederne kunne være fra ugunstige vejrkonditioner på den sydlige halvkugle som eksempelvis Australien og Argentina, skriver Jyske Markets.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.