Graduering af svampemidler ligger til højrebenet - to ting skal være opfyldt

Ugen på spidsen: Det er helt oplagt at graduere dosis ved bekæmpelse af svampesygdomme. Teori og teknik spiller sammen, men der er to forudsætninger, der skal være opfyldt for, at det kan betale sig, skriver denne uges klummeskribent på Mark Plus.

Der er efterhånden en del landmænd, som har fuldstændig styr på graduering af udsæd og gødning.

Derfor er det oplagt også at graduere dosis mod svampesygdomme i korn. 

Det betaler sig

I 2019 blev der i landsforsøgene opnået et merudbytte på 2,7 hkg pr. hektar for at graduere sprøjtningen mod svampesygdomme i vinterhvede ud fra afgrødens biomasse.

Året efter viste forsøg, at der ikke blev opnået merudbytter ved graduering.

Forklaringen er ret enkel. Der er nemlig to forudsætninger, der har stor betydning for, om der er en økonomisk gevinst ved at graduere sprøjtningen mod svampesygdomme.

For det første skal der være en stor forskel i afgrødens udvikling hen over marken.

For det andet skal der dyrkes en sort, som er tilstrækkelig modtagelig overfor svampesygdomme, til at der kan opnås et stort merudbytte for at bekæmpe svampesygdomme i afgrøden.

Er disse to forhold opfyldt, så er det til gengæld oplagt at graduere indsatsen mod svampesygdommene.

Graduer ud fra biomassen

Selve gradueringen sker ud fra afgrødens biomasse.

Teorien er, at der ved graduering skal opnås en ens koncentration af svampemidler i alle blade i afgrøden.

Derfor skal der områder i marken, hvor afgrøden står kraftigt have en højere dosis, end områder af marken, hvor afgrøden står tyndt.

Ukrudt er mere kompliceret

Når det kommer til graduering mod ukrudt, så er graduering straks mere kompliceret – med mindre der er tale om spot-sprøjtning mod eksempelvis rodukrudt.

Læs meget mere om graduering af svampe- og ukrudtsmidler i april-udgaven af Mark, som udkommer 6. april.

Lars Kelstrup er journalist og markfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Mark Plus, "Ugen på spidsen", sætter Merete Hattesen og Lars Kelstrup, journalister og markfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus, planteavlsugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.