Gulrust er allerede på spil - hold øje i hveden

Hold øje med gulrusten i 2020, for det er vigtigt at være på forkant. Her i starten af april måned har Velas-konsulenter fundet aktiv rust i LG Mokka-hvede.

Af Ole Møller Hansen, planteavlskonsulent, Velas

I 2019 så vi det kraftigste angreb af gulrust i vinterhvede 30 år.

Gulrusten var meget aggressiv. Det gjaldt om være vågen og klar fra start, fordi en effektiv bekæmpelse kræver en rettidig indsats.

I sorten Benchmark, som var meget udbredt i 2019, havde velas forsøg, hvor der var 35-40 hkg pr. ha merudbytte for bekæmpelse af gulrust.

Spørgsmålet er nu om vi kan vente at se noget lignende i 2020?

Gulrustvejr i januar og februar

Det der fremmer forholdene for gulrust er blandt andet vejret i vinterhalvåret.

Mogens Hovmøller, AU viste ved Plantekongres 2020 en tydelig sammenhæng mellem temperaturen i januar/februar og forekomsten af gulrust i det følgende forår og sommer.

I år med meget mildt vejr i januar og februar har der ofte været udbredte rustangreb i modtagelige sorter. Omvendt har der i år med meget kolde forhold i januar og februar været ingen eller kun lidt rustangreb.

Januar og februar 2020 har som bekendt været meget milde og den ”klimabetingede” rustrisiko er derfor stor.

Benchmark ned og Informer op

En anden vigtig parameter er udbredelsen af resistente og modtagelige sorter. I 2019 var ca. 25 procent af hvedearealet Benchmark. Den store arealandel medførte nedbrud af resistens og gav et voldsomt smittetryk.

I 2020 er ca. 6 procent af arealet Benchmark, hvilket viser at danske landmænd er opmærksomme på at sortvalg er meget vigtig for at minimere svampesygdomme i afgrøderne.

Til gengæld har mange valgt sorten Informer. I godt 25 procent af hvedemarkerne i Markonline er sorten Informer. Det er en sund sort, men den store andel af arealet kan give bekymring for, at sygdomsmodtageligheden øges for hurtigt, så den bliver modtagelig i løbet af få år.

Det bedste du kan gøre næste år er at så en god sortsblanding.

Aktiv rust fundet i LG Mokka-hvede

Her i starten af april måned finder vi aktiv rust. Blandt andet i LG Mokka-hvede på vores forsøgsmark på Lyngbygaard.

Det findes også i triticale og vinterbyg. Ikke udbredt men det ligger og lurer og kan udbrede sig hurtigt, når vi får lidt varme, og nattefrosten slipper sit greb.

Derfor er der al mulig grund til at holde øje med rusten fra nu af. Der kan nemt ske at komme meget rust i år, og det handler om at være på forkant med bekæmpelsen.

Bekæmpelse kan være aktuel fra st. 30. De meget modtagelige sorter er blandt andet Benchmark, LG Mokka, Sheriff, Drachmann, Kalmar, KWS Scimitar og KWS Zyatt. Men som professionel planteavler er du nødt til at holde øje í alle sorter.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.