Hækkerup: Jeg er ikke hende socialdemokraten

Nu ligger min loyalitet hos Landbrug & Fødevarer, siger Karen Hækkerup - der blev testet af erhvervspsykolog inden ansættelse.

»Jeg vil meget nødig have, at I tænker, jeg er hende socialdemokraten. Jeg kar klikket min røde nøglering af og sat en ny på, hvor der står Landbrug & Fødevarer. Det er der min loyalitet ligger nu, selv om jeg stadig har partibogen i orden.«

Sådan lød det fra Karen Hækkerup, stadig nyslået direktør for Landbrug & Fødevarer, som fik lov at fortælle om sin start i dirketørstolen på L&F’s økologisektions årsmøde onsdag morgen.

Karen Hækkerup understregede, at hun har lukket døren til politik eftertrykkeligt bag sig.

Samtidig understregede hun, at hun ikke var ansat på sit glatte ansigt.

»De ansatte mig efter først at have kigget ind i mit hoved. Jeg sad otte timer til test hos en erhvervspsykolog, hvor jeg blev intelligenstestet og alt muligt – og alligevel blev jeg ansat,« sagde Karen Hækkerup og fortsatte.

»Jeg har sagt til medarbejderne, at jeg håber, de kan lide at se mig, for det kommer de til i mange år,« forklarede hun.

Hun har været 17 år i politik og glæder sig nu til at lave noget andet. Og ikke mindst til at komme ud blandt landmændene.

»Min svoger, der er kvægproducent har sagt, at det ikke er på Axelborg men i plovfuren man laver politik, og derfor vil jeg tage rundt til alle ender af landet.«

Karen Hækkerup lagde heller ikke skul på, at hun er glad for økologi.

»Det er nogle mål, vi bakker op. Det er godt for os alle,« sagde hun ved årsmødets begyndelse.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.