Høstbarometer: Første udbytter for hvede, rug og raps

Efter en periode med kanon høstvejr har regnen og det ustadige vejr i løbet af ugen sat mejetærskernes arbejde på pause.

Vinterbyggen er færdighøstet i størstedelen af landet. Kun få marker på Bornholm og i Østjylland mangler at blive høstet.

Nu er det primært vinterraps, hvede og rug, der ryger for mejetærskernes knive.

Regnfulde dage og ustadigt vejr får dog høsten til at bevæge sig i sneglefart i øjeblikket.

På Djursland meldes der om op mod 120 mm vand i midten af ugen. Det er især uheldigt for det uhøstede skårlagte græsfrø og rug, der allerede var gået i leje. Det beretter Carsten Kløcher fra Djursland Landboforening.

I området ved Hinnerup kan Jakob Ulstrup fra LMO også berette om store vandmængder midt på ugen. Høsten forventes derfor først at fortsætte i weekenden, hvis vejret tillader det.

Variende rapsudbytter

Udbytteindexet i vinterrapsen peger i en positiv retning og ligger lige nu på 107.

Især hos VKST på Sjælland er optimismen stor. Her ligger det gennemsnitlige udbytte 15 pct. over normalen. Andre steder i landet forventer man normale udbytter.

På Djursland oplever landboforeningen rapsudbytter, der ligger under halvdelen af normalen og op til 15 pct. over. Carsten Kløcher begrunder variationen med frost- og tørke-skader, der har kostet dyrt på nogle af markerne. På god sandjord, der ikke blev udsat for sen frost og tidlig tørke, kan landmændene i stedet høste gode udbytter.

Faktaboks

Høstoverblik:

  • Afsluttet vinterbyghøst med et udbytteindex på 106, hvilket svarer til 66,9 hkg/ha. 
  • 27 pct. vinterraps høstet.
  • En tiendedel af hvede og rug er høstet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.