Høstbarometer: Jysk smørhul overtager førertrøjen i vinterbyg

Udbytteindexet har sneget sig op på 104, men hos Sagro i Esbjerg og Billund er det generelle billede dog et udbytte lidt under normalen. Vinterbyggen er tæt på færdighøstet, og de højeste gennemsnitsudbytter i forhold til et normalår vurderes nu at være opnået af landmændene hos LMO, Horsens.

Der har været fuldt drøn på mejetærskerne i denne uge. Kun enkelte steder i landet melder planteavlskonsulenterne om uhøstede vinterbygmarker.

Udbytteindexet har sneget sig op på 104, men hos Sagro i Esbjerg og Billund er det generelle billede dog et udbytte lidt under normalen.

I området ved LMO Hinnerup er enkelte landmænd også blevet skuffet over årets vinterbyghøst. Planteavlskonsulent Jakob Ulstrup beretter, at det kan skyldes uheldig timing af gødskning, hvor afgrøden er sat tidligt i gang, men derefter er gået i stå pga. koldt og vådt vejr. Manganmangel kan yderligere have påvirket vinterbyggen negativt.

Kvaliteten af kernerne er af stor variation rundt om i landet.

Hos Centrovice på Fyn melder Michael Lønbæk om relativt små kerner med lav vægtfylde. VKST på Sjælland er af samme mening, og de kan samtidig berette om et proteinindhold på ca. 12 pct. i egne prøver, hvilket kan betragtes som relativt højt.

Til sammenligning blev der høstet rekordhøje proteinprocenter sidste år, hvor flere landmænd kom helt op på 14-15 pct. i vinterbyggen.

Langsom opstart på vinterraps

Flere steder i landet har enkelte landmænd høstet skårlagt vinterraps, men planteavlskonsulenterne ser først høsten af vinterraps tage fart i den kommende uge.

Der er umiddelbart positive forventninger til rapsens udbytte.

Faktaboks

Vinterbyghøsten:

  • 91 pct. høstet af det totale areal.
  • Udbytteindex på 104, svarende til 66 hkg/ha. ift. landsgennemsnittet.
  • Vandprocenter på et lagerstabilt niveau.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.