Høstbarometer: Udfordring at ramme det rette tørstofforhold i majs

Majshøsten går let og godt. Fokus bør være på at ramme et tørstofindhold på 32-33 pct.

Majshøsten har for alvor taget fart. Især på Fyn, Sjælland og Sydhavsøerne har snitterne taget fra.

Den generelle melding fra planteavlskonsulenter fordelt over hele landet er, at udbytterne er tilfredsstillende, men at stivelsesindholdet nogle steder er til den lidt lave side. Det skyldes for mange små og underudviklede kolber.

Fokus på tørstof

I de senere år er omtrent halvdelen af majsen høstet med et for højt indhold af tørstof. Det skal der rettes op på.

Et for højt indhold af tørstof koster nemlig dyrt, både fordi der bliver et for stort lagertab, og fordi foderudnyttelsen forringes.

Opfordringen fra planteavlskonsulenterne er derfor, at man er omhyggelig med at knække kolber, og at man høster majsen, når man med besvær kan klemme en dråbe saft ud af de midterste kerner i kolberne. Derudover bør man lade den lokale landboforening lave prøver, så det optimale høsttidspunkt fastlægges så præcist som muligt.

Endelig kan man følge udviklingen i sine majsmarker på CropManager.

Rettidighed betaler sig

Som udgangspunkt kan man ifølge Martin Mikkelsen, landskonsulent hos Seges, regne med, at indholdet af tørstof stiger med 2,5 pct. pr. uge. Dog mere i solskin og mindre i regn- og gråvejr.

Han opfordrer tilmed til at følge middeldøgn-temperaturen. Når den falder til under ti grader, falder udbyttet i majsmarkerne.

Faktaboks

Majshøst 2020

  • Der dyrkes knap 200.000 hektar majs i Danmark i 2020.
  • I hele træskolængder dyrkes 165.000 hektar til helsæd, 15.000 hektar til biogas og resten til kolbemajs og majs til modenhed.
  • Arealet til biogas er steget de seneste år og forventes at stige yderligere. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.