Høstbarometer: Vinterbyggen er snart i hus - med svingende udbytter

Størstedelen af vinterbygmarkerne er nu høstet. Udbytterne svinger en del, men gennemsnittet lander ca. på middel udbytte.

Landets planteavlskonsulenter melder samstemmende om effektivt høstvejr i form af sol og tørvejr.

På nuværende tidspunkt er der høstet 90 pct. af vinterbyggen i flere landsdele, men gennemsnittet ligger på knap 80 pct.

Velas i Hinnerup beretter om lave vandprocenter på 12-15 pct.

Toradet tvemodent

De steder, der endnu ikke er høstet, kan ifølge Annemette Andersen, Velas i Viborg, skyldes, at man har sprøjtet markerne ned for sent til at kunne nå at høste i denne uge.

Jakob Ulstrup, Djursland Landboforening, har ligeledes et bud på det, der stadig står tilbage.

»Det, der mangler, skyldes enten, at man er i kø hos maskinstationen eller har noget toradet vinterbyg, der er tvemodent«, siger han.

Forårsvejret mærkes på udbytterne

Mange af konsulenterne melder om en mindre udbyttefremgang. Det afspejles dog ikke i det samlede udbytte for hele landet, der lander på indeks 99.

Udbytterne er dog meget svingende. I Østjylland ses alt mellem 60 og 90 hkg pr. ha.

Flere konsulenter beretter om mange marker med havrerødsot og flere steder med små eller golde kerner - som følge af utilstrækkelig kvælstoftilsyning og sen nattefrost.

Ifølge Jakob Ulstrup er mangan- og kvælstofmanglen særdeles udtalt i toradede sorter.

»Det gode gennemsnitsudbytte overrasker derfor, men skyldes, at seksradede sorter på god jord og hybridsorter trækker væsentligt op«, siger han.

Faktaboks

Vinterbyghøsten

  • Flere landsdele har høstet 90 pct. af det samlede areal.
  • Udbytterne svinger meget - men lander gns. på middel.
  • Toradet vinterbyg giver mindst, mens de seksradede og hybridsorterne giver mest.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.