Hampedyrkning på Bornholm tættere på realitet

Projekt om hampedyrkning på Bornholm har nu opnået de 40.000 kr. i donationer, og derfor fortsætter projektet.

Et projekt om hampedyrkning på Bornholm har den seneste måneds tid samlet penge ind via crowdfunding. Nu har iværksætterne bag projektet »Bornholmerhampen«, Signe Anker og Emmanuel Copa, nået målet på de 40.000 kroner. Dermed er de et skridt tættere på drømmen om at dyrke industrihamp på solskinsøen.

»Planen er at fortsætte projektet. De 40.000 dækker ikke hele vores finansieringsbehov, men nu har vi fået bekræftet, at der er interesse for hampedyrkning, så nu skal vi bare arbejde videre med projektet,« siger Signe Anker.

I stedet for en mere traditionel finansering har Bornholmerhampen den seneste måned samlet småbeløb ind fra privatpersoner via crowdfundinghjemmesiden Boomerang.dk. Ved crowdfunding bliver det konkrete beløb bestemt af den, der investerer. Hvis iværksætterne ikke når deres finansieringsmål inden deadline, gives beløbene tilbage.

 

Da Landbrugsavisen.dk tidligere snakkede med iværksætterne, var de halvvejs i projektet med donationer. Efterfølgende var der en periode på to uger, hvor der ikke kom nogen donationer ind, og de manglede stadig en del penge. For en stund var Signe Anker nervøs for, om de kunne nå i hus, men takket være delte opslag og opkald til firmaer, væltede det til sidst ind med de afgørende beløb.

»Eftersom vi kom i mål med vores crowfounding, har det givet ekstra blod på tanden til at fortsætte. Det blev lidt et projekt i sig selv sideløbende med hampeprojektet, så vi er både meget taknemmelige og glade for, at det lykkedes,« siger hun.

Mangler delmål

Den første høst skal allerede være klar til oktober, hvor projektet i første omgang skal resultere i fødevareingredienser. Blandt andet vil Bornholmerhampen lave melblandingsprodukter og olie af frøene fra planten - men på længere sigt kan fibrene også bruges, herunder på isolation og tekstiler. Projektet har startet et samarbejde med en lokal, økologisk landmand. De forpagter en del af jorden, og han bidrager med fagviden og maskineri. Signe Anker forklarer, at de stadig mangler en række detaljer, før de kan komme helt i mål med projektet.

»Det er alle sammen delmål i en større proces, men jeg er ikke tvivl om, at det vil lykkedes,« siger hun.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.