Har du haft problemer med at skaffe ekstra N-gødning til kommende vækstsæson?

Nej - hvis ikke Yara kan levere, bestiller vi bare et skib fra Polen

»Jeg har allerede bestilt hovedparten af min gødning - plus noget ekstra. Noget af gødningen skal jeg endda bruge sent, på græsmarker til wrapslæt. Så jeg er slet ikke nervøs. Selvom der kun er to store hovedaktører i Danmark på gødningsmarkedet, er der også mange små. Og skulle det vise sig, at Yara ikke kan levere, bestiller vi bare en coaster fra Polen. Det kan ikke tage lang tid at få den læsset med gødning og sejlet hertil.«

Poul Christensen, Kolding. Driver 650 hektar med korn, raps, majs og slætgræs

Nej, der vil ikke mangle gødning, vi er peanuts i verdensmarkedet

»Nej, der kommer ikke til at mangle gødning. Det er jeg slet ikke bekymret for. De ekstra 16 pct. N til Danmark er peanuts i verdensmarkedet. Og ellers er der masser af gødning at få i Tyskland. Men nogle vil nok prøve at udnytte situationen for at tale prisen op. Og derfor bør man som landmand kigge sig godt for. Til gengæld kan vi godt komme til at mangle specialgødninger. F.eks. patentkali eller Kali 49, det gjorde vi sidste år.«

Torben Føns, Spar Bonde, sønderjysk indkøbsforening med over 120 medlemmer

Nej, jeg har købt al min gødning for længe siden - også ekstra N

»Jeg tog chancen og bestilte al den gødning, jeg skal bruge, for længe siden - også det ekstra kvælstof. Det drejer sig om ca. 60 ton ekstra 27 N-gødning. Men jeg kan slet ikke forestille mig, at det bliver noget problem at få gødning nok til foråret. Vi er sådan et lille land - kun en dråbe i havet. Så der burde være gødning nok til os. Siger man det modsatte, er det bare et politisk spil for at presse prisen op.«

Poul Henrik Prahl, Kalundborg. Driver 650 hektar og modtager husdyrgødning

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.