Havrerødsot i vintersæd tegner værre end normalt

I efteråret var angreb af bladlus i vintersæd mere udbredt end normalt - og her i foråret er der nu flere meldinger om havrerødsot. Landskonsulenten vurderer, at angreb bliver værre end normalt i år.

De seneste uger har Seges modtaget flere henvendelser om angreb af virussygdommen havrerødsot i vinterbyg og hvede. Landskonsulent Ghita Cordsen Nielsen, Seges, forventer, at angreb af havrerødsot bliver værre i år end i et gennemsnitsår.

”Det er bladlus, der overfører virus i efteråret, og angreb af bladlus var i efteråret 2020 mere udbredt end normalt. Dog ikke så kraftigt som i efteråret 2014, hvor der var historisk kraftige angreb af bladlus og dermed havrerødsot”, siger Ghita Cordsen Nielsen.

Store udbyttetab

»I 2015 varierede udbyttetabet i 13 landsforsøg i hvede fra 26 til 62 pct. i pletter angrebet af havrerødsot. Udbyttetabet var i gennemsnit 46 pct. I et enkelt rugforsøg var udbyttetabet 28 pct. i de angrebne pletter, og to orienterende høstmålinger i vinterbyg viste 60 hhv. 90 pct. udbyttetab i de angrebne pletter«, fortæller hun.

Symptomer

Symptomerne på angreb af havrerødsot har nogle fælles karaktertræk:

Angreb optræder typisk i små pletter - og ved svære angreb er pletterne i marken vokset sammen, så større områder er præget af misvækst og meget lavt udbytte.

Andre fællestræk er dværgvækst, gule blade og i hvede rød-violette bladspidser. Hårdt angrebne planter sætter ikke aks og visner helt bort.

Faktaboks

Risiko for havrerødsot

  • Der er størst risiko for havrerødsot ved tidlig såning og et langt mildt efterår/vinter.
  • Vinterbyg og vinterhvede angribes mest, mens rug er mere robust.
  • Havrerødsot kan ikke bekæmpes - kun forebygges ved at bekæmpe bladlus i efteråret.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.