Her er de mest rentable sprøjtninger i raps

Ugen På Spidsen: I raps er der rigtig mange skadegørere, der truer, og man kan hurtigt udhule et godt dækningsbidrag ved at sprøjte mere end absolut nødvendigt. Se de mest rentable sprøjtninger i raps her, skriver ugens klummeskribent på Mark Plus

Hvis man vil beskytte rapsen mod alle skadegørere, der truer, bliver det til 7-11 sprøjtninger mod skadedyr og snegle plus 3-5 mod svampe.

Det kan koste helt op til godt 2.000 kr. pr. ha plus omkostning til udbringning. Dertil kommer gødning, mikronæring og vækstregulering.

Så meget er der selvfølgelig ingen, der sprøjter - og det skal man bestemt heller ikke.

Det er jo derfor, vi har skadetærskler, fangbakker og varslingssystemer. Det afhænger nemlig fuldkommen af året, hvilke skadegørere, der er vigtigst at bekæmpe i raps, da angrebsgraden kan variere meget fra år til år.

Nogle skadegørere kan være næsten helt fraværende i flere år og så pludselig blusse op og være voldsomt tabsgivende i et enkelt år. Derfor skal man altid holde øje med dem alle sammen hvert år, lyder det fra landskonsulent Ghita Cordsen Nielsen fra Seges.

Det kan dog alligevel være nyttigt at have i baghovedet, hvilke sprøjtninger, der er de vigtigste og mest rentable i raps - sådan i gennemsnit.

Hvis man afvejer skadegørernes angrebsgrad og hyppighed over år, er landskonsulentens bud på rentabiliteten af sprøjtninger i raps - vurderet ud fra gennemsnitsangreb i Danmark - følgende:
 

Mest rentable sprøjtninger i raps

- mod skadedyr, svampesygdomme og mikronæringsstoffer i prioriteret rækkefølge:

  • 1. Rapsjordloppernes larver.
  • 2. Svovlmangel.
  • 3. Svampe under blomstring - især knoldbægersvamp.
  • 4. Snegleangreb på lerjord.
  • 5. Rapsjordloppers bladgnav
  • 6. Snudebiller og galmyg
  • 7. Bormangel på tør/let jord
  • 8. Glimmerbøsser
  • 9. Lys bladplet (tidligt)

- og mod ukrudt er det:

  • 1. Græsukrudt
  • 2. Valmue, hyrdetaske og kamille
  • 3. Spildkorn i pløjefri dyrkning
     

Antal sprøjtninger i snit

Landskonsulenten anslår, at der i gennemsnit over årene er behov for 0,5 sprøjtninger mod glimmerbøsser, én mod snudebiller/galmyg og én mod svampe under blomstring.

I efteråret er der i gennemsnit behov for én behandling mod rapsjordlopper. Behovet for behandling mod snegle i efteråret er meget afhængig af jordtypen.

Merete Hattesen er journalist og markfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus.

 

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Mark Plus, "Ugen på spidsen", sætter Merete Hattesen og Lars Kelstrup, journalister og markfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus, planteavlsugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.