Her er ukrudtsplanten, som kan reducere nitratudvaskning på græsenge
Ny forskning understreger, at ukrudtsplanten Ecotain effektivt reducerer nitratudvaskning på græsgange.

Forskere fra New Zealand har præsenteret foreløbige resultater fra et toårigt forsøg, som undersøger ukrudtsplanten Ecotains nitratreducerende egenskaber på en græsgang med 60 mejerikøer over to år. Det skriver den new zealandske netavis stuff.co.nz.

Forsøget er nu halvvejs, og meldingen fra forskningsteamet er klar: Planten reducerer effektivt kvælstofudvaskning.

Det er det australske frøfirma Agricom, som tilbage i september var de første til at vise Ecotains nitratreducerende egenskaber.

I et samarbejde med forskere fra Lincoln og Massey Universitet og fra forskningsinstituttet Plant og Food Research har Agricom udviklet og kommercialiseret planten.

Peter Kemp, forsker ved Massey Universitet, forklarer til stuff.co.nz, at de foreløbige resultater viser en minimumsreducering af nitratudvaskning på 30 procent, hvor Ecotain er blevet anvendt.

”Nitratudvaskning er et stort problem på græsgange. Når køerne urinerer, deponerer de en høj koncentration af nitrogen på et minimalt område i forhold til græsgangens areal. Planterne og jorden på arealet kan ikke absorbere al kvælstoffet, så det bliver let udvasket væk fra rodzonen og ind i grundvandet”, forklarer Glenn Juson, videnskabsleder hos Agricom, til stuff.co.nz.

Ecotain kan anvendes på græsgange på samme måde som kløver, enten i et miks eller som den eneste sort. 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.