Hestebønner trives ved lav kornpris: Stærke sorter leverer op til 80 hkg

Lave kornpriser i forhold til prisen på sojaskrå gør det interessant at dyrke hestebønner og andre bælgsædsafgrøder.

Jo lavere kornpriser i forhold til priserne på sojaskrå, jo mere interessant er det at dyrke bælgsæd.«

Det konkluderede planteavlskonsulent Mogens Munk i sit indlæg på Plantekongres 2017.

Han tilføjede, at bælgsæd har flere fordele i sædskiftet. Bælgplanterne kan nemlig optage kvælstof fra luften, og så er de gode forfrugter for korn, og giver gode muligheder for at bekæmpe græsukrudt.

Hestebønner er bedst

Sammenlignet med udbyttet af protein i ærter, lupiner og hestebønner, så ligger det ifølge Mogens Munk højest i hestebønner.

»Gennem de senere år har vi fået bedre sorter, der modner tidligere. Det har øget dyrkningssikkerheden, og det gør, at udbytter på 40-80 hkg pr. hektar er realistiske,« sagde Mogens Munk.

Han tilføjede dog, at det forudsætter, at hestebønnerne ikke har det for tørt under blomstring.
Derfor mener han, at hestebønner skal dyrkes på god lerjord, eller på sandjord der kan vandes.

Flere penge til forædling

Bedre sorter, der modner tidligere samt fodringsforsøg, der har vist, at hestebønner sagtens kan bruges som svinefoder. Det har ifølge Mogens Munk været afgørende for, at arealet med hestebønner gennem de senere år er øget.

Derfor glæder han sig over, at der for ganske nylig er bevilliget et større beløb til forædling af nye sorter med bedre resistens, tidligere modning og højere udbytter.

Sideløbende med det skal der laves forsøg, så udbytterne kan hæves yderligere.

Det viser forsøg fra de seneste to år, at der er mulighed for. De viste nemlig, at der ved kraftige angreb af svampesygdomme kan opnås merudbytter på 10-20 hkg pr. hektar.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.