Hold øje med bladlus i tidlig sået vintersæd

Bladlus kan i efteråret overføre et virus, som gør, at der til foråret vil være pletter i marken med havrerødsot.

Risikoen for overførsel af det virus, der giver havrerødsot, er størst i tidlig sået vintersæd.

På www.landbrugsinfo.dk kan du i Planteavlskonsulenternes Registreringsnet følge udviklingen og forekomsten af bladlus i vintersæden gennem efteråret.

Forekomsten af bladlus følges igen i dette efterår i registreringsnettet i 33 vinterhvedemarker og 22 vinterbygmarker frem til og med 5. og 6. november. Der bedømmes i tidligt såede marker. Det vil sige marker, der er tilsået før 15. september - og som ligger i milde områder, hvor risikoen for angreb af bladlus og dermed havrerødsot er størst.

De første registreringer er foretaget i uge 38. I vinterbyg er der fundet bladlus i 2 af 11 marker. I marker med angreb er fundet 0,5 til 2 procent planter med bladlus.

Markerne undersøges bedst ved, at man lægger sig ned og kigger på bladene i modlys. Hvis der er en eller flere ’mørke pletter’ på bladene, kan en nærmere undersøgelse afgøre, om det er bladlus eller ej. Bladlusene kan også sidde på stænglerne lige i jordoverfladen.

Der findes ingen bekæmpelsestærskel for bladlus om efteråret i vintersæd, fordi et varierende antal bladlus indeholder smitte af havrerødsot, og fordi det er ukendt, hvornår nattefrost reducerer antallet af bladlus.

Finder man dog bladlus på to til tre pct. af planterne, anbefales en bekæmpelse - dog kun hvis marken er sået før ca. 20. til 25. september.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.