Hold græsukrudt fra døren: Betal ekstra for rengøring af presser

Hele gevinsten ved halmbjærgning bliver omgående ædt op af øget kemiforbrug og strikse krav til sædskiftet, hvis græsukrudtet følger med.

Af Henrik Rasmussen, planteavlskonsulent, LMO

Stigende efterspørgsel på halm fra blandt andet fjernvarmeværker, har gjort at prisen på halm ab mark har været stigende de senere år.

Flere landmænd har derfor mulighed for et bedre dækningsbidrag og øget likviditet, for med nuværende priser kan halm nemt have en værdi på 800-1500 kr. pr. hektar ab mark.

I de senere år har vi oplevet en meget stor stigning i spredningen af græsukrudt, herunder især væselhale, ager rævehale, rajgræsser samt hejrearter.

Ukrudtsarter som for år tilbage var relativt ukendte, men som har spredt sig til rigtig mange nye lokaliteter, og hastigheden samt omfanget er i år blevet observeret af mange.

Problemet med disse arter er, at de er svære at bekæmpe, og der opstår hurtigt resistens mod de nuværende ukrudtsmidler, der gør bekæmpelse umulig. Typisk er nyt græsukrudtet derfor allerede resistent, når det første gang observeres i marken.

Agerrævehale spreder sig på markerne.

Dårlig rengøring af presser

En af hovedårsagerne til den hastige spredning skyldes mangelfuld eller slet ingen rengøring af pressere, hvor det typiske billede er en afgrænset plet i marken med græsukrudt, der de første år negligeres, og som derefter pludselig eksploderer i hele markens omfang.

Presseren sørger for, at få ukrudtet ind i marken, og mejetærskeren klarer resten.

Hvis du skal sælge halmen fra marken, skal du som udgangspunkt regne med, at presseren med stor sandsynlighed før har kørt i en mark med ukrudtsgræsser, og derfor kræve, at presseren er ren – helt ren – inden den kører ind på marken.

Hvis det er muligt, så prøv at betale ekstra for at få en rengjort presser. Hele gevinsten ved halmbjærgning bliver omgående ædt op af øget kemiforbrug og strikse krav til sædskiftet, hvis græsukrudtet følger med.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.