Husk IPM-skemaet - ellers koster det dyrt

Det lovpligtige IPM-skema, som landmanden skal udfylde inden udgangen af marts, er kommet meget trægt i gang i år.

Der bliver i denne tid råbt vagt i gevær i rådgivningsbranchen. For der er ikke ret mange landmænd, der endnu har udfyldt det lovpligtige IPM pointskema, som skal være sket inden 31. marts.

Ifølge Miljøstyrelsen har kun 10 procent af de pligtige landbrugere udfyldt skemaet på nuværende tidspunkt.

- Det er tredje år, der er krav om et udfyldt IPM-skema. Men det er første gang, der er så få, der har udfyldt det her i starten af marts. Det bekymrer, men det kan sagtens nås endnu, siger Carsten Fabricius, der er landskonsulent i planteværn på Seges.

Han har selv udfyldt IPM-skemaet for sin egen bedrift, og siger, at det maksimalt tager 15 minutter og ikke kan gøres forkert.

Store bøder i sigte

Der vanker store bøder, hvis man ikke får det gjort i tide.

- Desværre fik rigtig mange landbrugere store bøder i størrelsesordenen 10.000 kroner for ikke at have udfyldt deres skema sidste år, fortæller landskonsulenten.

Kravet gælder næsten alle landmænd med over 10 hektar og er et led i en politisk aftale for år tilbage for at vise EU, at vi gør noget på IPM i Danmark.

Hvis du er omfattet af reglerne om sprøjtejournalindberetning, er du som udgangspunkt omfattet af kravet om at udfylde IPM-skemaet, siger Carsten Fabricius.

- Brug dit MitID til at logge ind i systemet. Der er ikke fuldmagtsmulighed for din konsulent. Du kan dog først udfylde skemaet, når din sprøjtejournalindberetning for 2021/2022 er foretaget. Det er der også frist for 31. marts.

Brug skemaet fagligt

Skemaet består af en række spørgsmål, hvoraf de fleste besvares af systemet selv på baggrund af din markplan i EU-ansøgningerne 10 år tilbage og din sprøjtejournalindberetning 2021/2022.

Der er også enkelte spørgsmål, hvor du skal vælge mellem forskellige svarmuligheder.

Til sidst får du et samlet antal IPM-point for din ejendom, der via en skala viser din status inden for IPM, siger Carsten Fabricius.

- Brug et par minutter efter udfyldelsen til refleksion, og tag gerne en snak med din planteavlskonsulent for sparring. Man kan faktisk godt lære noget af skemaet. Scorer man omkring 50 point, er man godt på vej. Ligger man derimod i den lave ende, bør man gennemgå enkeltspørgsmålene for at finde ud af, hvor man har problemer. De første to spørgsmål ser på sædskiftet i forhold til græsukrudt, og får man lave karakterer her, bør sædskiftet revurderes, siger han.

Dykker man i point enkelte år på grund af vejret, ændret middelvalg eller andre udefrakommende påvirkninger, skal man ikke være bekymret over det.

Det kan sagtens ske - det vigtigste er at have en positiv tendens gennem årene, siger Carsten Fabricius.

Udsender meddelelse

Miljøstyrelsen udsender 6. marts en meddelelse til landmandens digitale postkasse, hvor der er link til skemaet. Man kan også google det frem med søgeord IPM pointskema.

- IPM-Skemaet indberettes ikke, men bliver sendt til virksomhedens digitale postkasse efter udfyldelse. Der bliver ikke krav om et vist antal point, siger landskonsulenten.

Det er Miljøstyrelsen, der i samarbejde med Aarhus Universitet har udformet skemaet.

Faktaboks

Når IPM-skemaet er udfyldt, får man følgende konklusion:

  • Grøn, over 70 point: Du er godt i gang med IPM på din bedrift.
  • Gul, 20-70 point: Du er på vej med IPM på din bedrift.
  • Rød, under 20 point: Du er lige begyndt med IPM på din bedrift.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.