Hver anden jordprøve viser kobbermangel - og det kan du gøre

Af Lene Bjørnsbo planteavlsassistent og Lars Bønløkke, planteavlskonsulent, Centrovice

Kobber er, sammen med mangan og bor, et af de mikronæringsstoffer, vi skal have mere fokus på i planteavlen.

Mens der ved mangan- og bormangel ses tydelige symptomer, kan billedet være mere diffust ved kobbermangel, og man kan desværre opleve moderat kobbermangel uden egentlige symptomer ud over et skuffende udbytte.

Hvor ser vi kobbermangel?

Kobbermangel optræder især på sandede og humusholdige jorde samt på arealer, hvor der kun tilføres handelsgødning. På marker hvor der tilføres husdyrgødning er der mindre risiko for kobbermangel, men kan ikke udelukkes.

Resultater fra jordprøver og planteanalyser i Landsforsøgene 2016 og 2013 viser, at vi i jordprøver ser kobbermangel i 50 procent af prøverne og i 25 procent af planteanalyserne.

Det tyder på, at vi har et reelt problem, som er svært at se, men som kan måles på udbyttet.

Hvordan virker kobber i planten

Kobber er ikke særlig mobilt i planterne, og mangelsymptomer ses først på de yngste blade.

Ved lav til moderat kobbermangel vil man i mange tilfælde ikke se synlige symptomer i den vegetative fase. Men da kobbermangel reducerer pollenudviklingen, fås en dårligere bestøvning og dermed en dårligere kernesætning, og man vil kunne se, at antallet af kerner i aksene er lavt, med deraf følgende lavere udbytte.

Ved kraftigere kobbermangel ses symptomerne primært på de yngre blade.

Det er mest tydeligt i vårbyg, hvor bladspidserne ved begyndende strækning bliver hvide eller gullige og ruller sig sammen og hænger slapt ned – kaldet Gulspidssyge. Samtidig ses også slappe og hængende stængler.

I hvede og vinterbyg er symptomerne svagere vækst, og sent i vækstsæsonen vil der være grønne områder i marken uden kernesætning. Planterne kan virke fedtede og stråene er bløde og slappe. Symptomerne er tydeligst ved tørke efter en periode med god vækst.

Det kan vi gøre

Det er helt afgørende at kende jordens indhold af næringsstoffer og dermed også jordens kobberindhold. Derfor anbefales det at få udtaget jordprøver cirka hvert femte år.

Det er vigtigt at analysere for kobberindhold i de områder, hvor risikoen for kobbermangel er størst, det vil sige i områder med højt indhold af organisk stof og på sandjorde/ i sandede områder.

I marker, hvor der kun anvendes handelsgødning analyseres for kobberindhold i mindst 1 prøve/mark – i større marker i hver femte eller sjette prøve, stadig i de mest følsomme områder.

Plante-analyser kan bruges som supplement til jordprøver og den visuelle bedømmelse i marken. Hvis jordprøverne viser for lave kobbertal tilføres blåsten/ kobbersulfat inden etablering af næste afgrøde.

Hvis jorden har et højt indhold af humus, vil det dog ofte være nødvendigt at supplere med en bladgødskning, da kobber hurtigt binder sig til de organiske partikler i jorden og bliver utilgængeligt for planterne.

Hvis planteanalyserne viser for lavt indhold af kobber, afhjælpes problemet med bladgødskninger. Der sprøjtes senest omkring st. 29-31, således at der sikres en tilstrækkelig pollenudvikling. Vær opmærksom på svidningsrisiko om morgenen på dug og i stærk sol, særligt hvis der anvendes blåsten.

Kobberoxychlorid er lettere opløseligt og svider mindre.

Vær opmærksom på, at kobberholdige produkter kan være svære at blande med planteværnsmidler.

Kobbertallene i landbrugsjord bør altid ligge over 2,0.

Tabel 1. Kobbertal i danske jorde 2016