Hvornår og med hvilke produkter skal jeg vækstregulere vintersæd?

Ved en tæt plantebestand og en blødstrået sort, kan vækstregulering være nødvendigt for at forhindre lejesæd. Læs gennemgangen af, hvilke muligheder du har for behandling.

Af Kristian Toft Andersen, planteavlskonsulent, LandboNord 

Tidlig såning, et varmt efterår, en mild vinter og mere kvælstof til rådighed end vi har haft i mange år. Det betyder, at risikoen for lejesæd er stor.

En tredelt gødningsstrategi kan være med til at mindske risikoen for lejesæd, men ved en tæt plantebestand og en blødstrået sort, kan vækstregulering være en nødvendighed for at forhindre lejesæd.

Der er mulighed for at vækstregulere på tre forskellige stadier i plantens udvikling.

Valg af tidspunkt for behandling

1. Tidligt i stadie 25-30.

Ved tidlig vækstregulering har vi mulighed for at bruge de gamle CCC midler.

Udfordringen ved at vækstregulere tidligt er, at disse midler kræver en middeltemperatur på 8 grader for at have en optimal effekt. Desuden har afgiften på CCC-midler også gjort, at det er blevet en dyr behandling. Sprøjtning anbefales derfor ikke, medmindre det er på lager.

Moddus start er også godkendt fra stadie 25, men timingen er svær, og effekten har været svingende.

2. I strækningsfasen stadie 30-39.

Her er findes mange forskellige midler, og fælles for de fleste af midlerne er at de indeholder det samme aktivstof Trinexapac, se faktaboks. Der er dog forskel på koncentrationen af aktivstof.

Der er i landsforsøgene ikke set signifikante forskelle på de forskellige midler, derfor skal det være prisen der er afgørende for hvilket middel der anvendes. Midlerne Medax top og Medax Max bruges også i strækningsfasen. Disse midler kræver også en middeltemperatur på 8 grader.

3. Inden skridning fra stadie 37 til senest stadie 49.

Ved denne behandling forebygges aks- og strånedknækning. Her er det muligt at anvende Cerone og Terpal.

Faktorer der spiller ind på behov for vækstregulering

Der er flere faktorer der spiller ind på behovet for vækstregulering. Foruden kvælstofmængden er det især såtidspunkt, plantetal og sortens stråstyrke, der øger risikoen for lejesæd.

En kraftigt og tæt plantebestand vil øge strækningsvæksten i kampen om sollys, og dermed øge risikoen. Er der risiko for lejesæd, anbefales det at vækstregulere i stadie 31-33 for at forkorte længden mellem nodierne (knæene) for at hæve plantens stråstyrke.

Det vigtigste i forbindelse med vækstregulering er, at planterne er i god vækst, og at de ikke må være stressede. I flere landsforsøg er der set udbyttetab som følge af vækstregulering, og derfor skal der kun vækstreguleres, hvis der er risiko for lejesæd.

Landsforsøg

I 2016 blev der udført tre forsøg med vækstregulering i rug. Et forsøg blev kasseret, og tabellen viser de to forsøg der blev godkendt.

Forsøgene er vist hver for sig. I forsøg 2 har tidlig vækstregulering med Trinexapac resulteret i udbyttetab. Det vurderes, at udbyttetabet skyldes, at der blev behandlet på en stresset afgrøde. Ligeledes har den tidligere vækstregulering i stadie 25-29 heller ikke sænket strålængden betydeligt.

I forsøg 1 har der ikke været udbyttetab. Det viser, at timingen og planternes trivsel er afgørende for resultatet af vækstregulering. I begge forsøg har der været lejesæd på trods af vækstreguleringen.

Tabel 1. Vækstreguleirng i vinterrug

Faktaboks

Indhold af Trinexapac-ethyl i de forskellige midler

Moddus M 250 g/l

Moddus Start 250 g/l

Cuadro NT 250 g/l

Moxa 250 g/l

Optimus/Trimaxx 175 g/l

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.