Ikke set før i Danmark - frøavlere imponerer med rekord i renvareudbytte

DSV frøavlerne slog udbytterekord i 2017.

"Vi er nu færdige med at rense græs- og kløverfrø fra høst 2017 og kan gøre status på resultaterne, og de er overraskende gode i forhold til de vækst- og dyrkningsbetingelser, som vækståret 2016/2017 bød på", siger avlschef Carsten Jørgensen fra DSV Frø Danmark A/S i en pressemeddelelse.

DSV frøavlerne har høstet høje udbytter i 2017 svarende til et forholdstal på 110 i forhold til det danske gennemsnitsudbytte. 

Ti procent højere udbytte svarer til et merudbytte på hele 142 kg frø/ha eller til ca. 1.350 kr./ha med de nuværende priser.

"Det er yderst tilfredsstillende og flot af vores frøavlere taget i betragtning, at det danske gennemsnitsudbytte i 2017 ligger under gennemsnittet af de seneste 5 år. DSV frøavlerne er gået mod strømmen og har bevist, at en vanskelig vækstsæson kan vendes til noget positivt, hvis den håndteres korrekt og man gør tingene optimalt og til tiden", siger han.

Det er især i alm. rajgræs, at frøavlerne har vist yderst flotte resultater.

"Et renvareudbytte på over 1.700 kg/ha, det er ikke set i Danmark før. Det er hele 13 procent over landsgennemsnittet. Vi skal tilbage til 2015, hvor vi sidst slog udbytterekord i Danmark med 1.677 kg/ha. Hvem ville have troet det inden høst og i høst, hvor det regnede hver anden dag? DSV frøavlerne har udvist rettidig omhu gennem vækstsæsonen og ikke mindst ved at få høsten i hus til tiden", siger Carsten Jørgensen.

Det samme gør sig gældende for hvidkløver, hvor frøavlerne høstede 379 kg/ha. I forhold til landsgennemsnittet er det et forholdstal på 121.

"Det er yderst positivt og overraskende godt i forhold til de våde høstbetingelser, vi måtte bjærge høsten under. Der var mange marker, hvor der stod vand i plejesporene ved høst, men frøavlerne viste mod og handlekraft og fik høsten ind, inden regnen tog udbyttet", lyder det.

I den tidlige græsart bakkesvingel ligger frøudbyttet hos DSV frøavlerne på forholdstal 120 med et udbytte på 1.122 kg/ha. Selvom det var tørt i slutningen af maj, har frømarkerne klaret sig godt, og en effektiv og korrekt timet vækstregulering viste sig at være godt i 2017.

Det samme gør sig gældende for engrapgræs, rajsvingel, rødsvingel og strandsvingel, hvor DSV frøavlerne også har høstet frøudbytter over landsgennemsnittet.

"Når det stort set gælder alle frøarter i Danmark, må det tilskrives dygtige frøavlere, som gennem vækstsæsonen har passet frøafgrøderne på optimal vis m.h.t. ukrudts-, svampe- og skadedyrsbekæmpelse samt en effektiv og timet vækstregulering og ikke mindst høst til tiden", siger Carsten Jørgensen.

"Den store frøhøst har vi hos DSV Frø håndteret ved at køre på skiftehold på vores fabrikker, så kunderne har kunnet få frøet leveret til aftalt tid og sted. Det har stillet krav til fleksibilitet hos vore medarbejdere og vi har løst opgaven og fået tilfredse kunder i begge ender af virksomheden", han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.