Indgå kun etårige kontrakter på halm

Energikrise og usikkerhed om fremtidige CO2-afgifter får Danske Halmleverandører til at advare mod flerårige halmkontrakter.

"Jeg vil på det kraftigste advare mod, at man som landmand tegner halmkontrakter for mere end et år ad gangen«.

Så kontant er udmeldingen fra Knud Erik Clausen, næstformand i Danske Halmleverandører.

Baggrunden for den bombastiske udmelding er dels et brandvarmt energimarked, dels den usikkerhed, der er omkring CO2-afgifter, og hvilke klimaomkostninger landbruget vil blive pålagt i fremtiden.

Derfor har det hos Danske Halmleverandører vakt stor forundring at se de kontrakter, som seks sjællandske værker har sendt ud til landmænd ved deres seneste licitation, kontrakter, som er i udbud frem til 24. januar.

Usikker fremtid

I kontrakterne fra de seks sjællandske værker er der ikke er nogen form for prisregulering - hverken på ét-, tre- eller fem-årige kontrakter.

Derudover har værkerne indført en klausul om, at de kan nøjes med at tage 75 pct. af kontraktmængden i et år og overføre de 25 pct. til efterfølgende år.

»Jeg kunne aldrig finde på lave kontrakter for mere end ét år, hvis de ikke er indeksreguleret. Derudover mener jeg, at det er at spille hasard at indgå længerevarende kontrakter, når der ikke er overblik over, hvilke krav vi bliver mødt med i forhold til klimaordninger«, siger Knud Erik Clausen.

Han tilføjer, at landbruget som den eneste branche er underlagt bindende reduktionsmål inden 2030, og at statsministeren i sin nytårstale sagde, at der vil blive vedtaget en klimaafgift i år. Det skaber stor usikkerhed for produktionen af halm, og gør det særdeles vanskeligt at bestemme halmens værdi på sigt.

Regnestykket bliver ikke just lettere af de meget volatile priser på energi- og gødningsmarkedet.

Derfor bør man ifølge Knud Erik Clausen undgå at tegne flerårige kontrakter, indtil der er fuldt overblik over, hvilke klimaomkostninger halmproduktionen pålægges, ligesom man bør være meget varsom med at indgå kontrakter, der ikke indeholder en pristalsregulering.

Han tilføjer, at det langtfra er usædvanligt, at taksterne kan ændre sig med tocifrede procentsatser i de halmkontrakter, hvor der bliver brugt pristalsregulering.

Landmanden bestemmer

Hos de seks værker, som har halmkontrakter for 2022 i udbud, er meldingen klar.

»Det er op til den enkelte landmand at bestemme, hvad han vil have for halmen, og om kontrakten skal være ét-, tre- eller fem-årig«, siger Kaj Gerhard Hansen fra Vordingborg Forsyning.

Han tilføjer, at langt de fleste af de kontrakter, der tidligere er tegnet, er et-årige - og at de tre- og fem-årige kontrakter blot skal betragtes som et tilbud for landmænd, som ønsker at kende afregningsprisen på halmen flere år frem.

I forhold til klausulen om, at værkerne kan nøjes med at tage 75 pct. af kontraktmængden i et år og overføre de 25 pct. til efterfølgende år, mener han, at det er op til den enkelte landmand at beslutte, hvordan det skal påvirke prisen på halmen.

»Vi har sat rammen, så det er op til den enkelte landmænd at byde ind med, hvad halmen skal koste, og om skal kontrakten gælde i ét, tre eller fem år«, siger Kaj Gerhard Hansen.

Faktaboks

Grøn energi

  • Landbruget kommer til at spille en afgørende rolle i forhold til at nå Danmarks mål om af reducere CO2-udledningen.
  • Det gælder bl.a. i forhold til at lade biomasse erstatte fossile brændstoffer. Her spiller halm en vigtig rolle.
  • Prisen på halmen aftales mellem kraftvarmeværkerne og den enkelte halmleverandør. Det sker på ét-, tre- eller fem-årige kontrakter.
  • Jo længere kontrakter, jo større risiko for, at regler og vilkår ændrer sig. 

Emneord PLUS

Relaterede artikler

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.