Jagten på flyvehavre bliver skærpet - stort gebyr for ekstra kontrol

Fra 1. juli 2020 træder en ny flyvehavrebekendtgørelse i kraft.

Fra 1. juli 2020 træder en ny flyvehavrebekendtgørelse i kraft, og den betyder, at Landbrugsstyrelsen indfører nye regler i forbindelse med kontrol af flyvehavre.

Det oplyser Landbrugsstyrelsen på deres hjemmeside.

Konkret medfører de nye regler for det første, at kontrollen bliver skærpet, når styrelsen har konstateret flyvehavre på landmandens areal, og for det andet at landmanden skal betale gebyr for de efterfølgende kontroller.

Fra 1. juli 2020 bliver proceduren følgende, lyder det fra Landbrugsstyrelsen:

"Fra 1. juli 2020 skærper vi reglerne i forbindelse med kontrol af flyvehavre. Hvis vi modtager en anmeldelse om flyvehavre, eller hvis vi på en anden af vores kontroller konstaterer, at du har flyvehavre på dine arealer, så vil vi fremover udføre en flyvehavrekontrol.

Hvis vi konstaterer mere end blot få enkeltstående spredte planter, vil vi efterfølgende kontrollere, at du lever op til dine forpligtelser om at bekæmpe flyvehavre. Det betyder, at vi kan komme på opfølgende kontrolbesøg hos dig og på genkontrol i op til to år efter, vi fandt flyvehavre på dine arealer."

Landmanden slipper for gebyr for det første kontrolbesøg, men for de efterfølgende kontroller eller genkontroller skal landmanden betale 2.900 kr. pr. opfølgende kontrolbesøg plus 300 kr. pr. påbegyndt halve time.

Ud over at landmanden skal betale et gebyr for kontroller, kan han som tidligere også få en bøde, hvis der ikke er foretaget bekæmpelse af flyvehavre på arealerne.

Faktaboks

Pligt til at bekæmpe flyvehavre

  • Landbrugsstyrelsen gør opmærksom på, at landmanden har pligt til at holde sine arealer fri for flyvehavre.
  • Det betyder, at han  skal fjerne flyvehavre på alle sine arealer enten via kemisk eller mekanisk bekæmpelse.
  • Ved mindre forekomster er håndlugning den bedste løsning, men på store arealer eller ved høje tætheder kan kemisk bekæmpelse være nødvendig.
  • Derudover findes der en række regler for, hvad landmanden må og skal gøre, hvis han har flyvehavre på sine arealer.
  • For eksempel skal landmanden  oplyse til en eventuel køber af sine afgrøder, at der kan være flyvehavre i partiet. 
  • Ligeledes skal han oplyse en eventuel forpagter om, at der kan forekomme flyvehavre på arealerne, samt overholde reglerne for bortskaffelse af flyvehavre.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.