Landmand: Jeg er færdig med at så - i rigtig fint såbed

For Hans Frederik Larsen har timingen været helt perfekt i forhold til både regn, temperatur og et bevidst sent såtidspunkt på Barløsegaard.

De begyndte at så hvede på Barløsegaard mandag for en uge siden og var færdig med de 55 hektar torsdag.

Der var tilsat 5-6 kilo sneglekorn per hektar. Og plantetallet var 250 planter per kvadratmeter, siger Hans Frederik Larsen.

- Såbedet var perfekt, for der kom ikke de 70 millimeter regn i sidste uge (uge 38, red.), som der stod i vejrudsigten - men kun det halve. Så vi har ikke været lagt ned af regn som mange andre steder. Det, der kom, var til gengæld tiltrængt, for jorden var meget tør. Så den var som smør at køre i, da jeg begyndte at så.

Perfekt timing

Hans optimale såtidspunkt er normalt 20-24. september.

Men han er meget glad for, at det er skubbet en lille uge.

- Det er stadig lunt, og jordtemperaturen er 16 grader, hvilket er varmere end i juni. Den hvede hos naboerne, der blev sået før 7. september, har jo allerede 4-5 blade. Og endnu har det været for varmt til Boxer-sprøjtning, siger Hans Frederik Larsen.

Han regner med, at temperaturen nu falder, så han lige efter fremspiring kan køre Boxer og Mateno Duo ud i blanding.

- Jeg sår jo direkte, så jeg har sprøjtet den nysåede hvede med forfrugt byg i onsdags med 700 gram Roundup. Det skulle gøres hurtigt, da hveden kommer lynhurtigt op i dette lune vejr.

Skar hveden ned i lucernen

Hvedeudsæden blev skåret ned i den afslåede lucernemark i mandags. Samtidig blev der placeret 15 kilo N, da lucernen har brugt alt N i jorden og fraført 100 kilo N i slættet, siger han.

- Dagen før havde jeg givet lucernen 500 gram Roundup per hektar. Det brænder lucernens stængler og blade af, men slår den ikke ihjel, da saftstrømmen er opadgående - så der kommer nye skud. Men den bliver hæmmet, så hveden får plads til at komme foran, siger Hans Frederik Larsen.

Meningen er, at lucerne står i bunden af hveden hele sæsonen - og leverer N til hveden og skygger for ukrudt.

Udfordring her og nu

- I onsdags vækstregulerede jeg rapsen med 0,6 Medax Top. For en uge siden fik den første splitbehandling af Belkar, og om en uge får den sidste. Her tager jeg noget med mod rapsjordloppens larve, da den kan skade voldsomt, siger Hans Frederik Larsen.

- Min test med nedgravede underbukser, der er indikator på jordens sundhed, er opgjort. Efter to måneder i jorden, vejede underbukserne 218 gram fra forpagtet jord og 183 gram fra min jord, der har været drevet med CA siden 2016. Så der er forskel - CA-bukserne var tyndere og mere omsat, siger han.

Faktaboks

  • Hans Frederik Larsen driver Barløsegaard (JB 5-7) ved Assens. Sønnen Frederik er med i alt.
  • 257 ha med raps, vinterhvede, strandsvingel, vårbyg, juletræer, skov, natur.
  • Pløjefrit siden 2000. Overgang til 100 pct. Conservation Agriculture fra 2016 med Cross Slot/Nowag no-till såmaskine (skiveskær).

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.