"Jeg forstår ikke, at der ikke er flere, der kaster sig ud i at dyrke jordbær", siger Dan Haunstrup Christensen fra Gartnerirådgivningen, HortiAdvice.
Han tilføjer, at der på Als og visse områder på Fyn er et rigeligt stort udbud af jordbær. På Bornholm og en del steder i Jylland mener han til gengæld, at der er rigtig gode muligheder for at få en god indtjening ved at dyrke jordbær.
"Man skal have et marked, der kan aftage de mængder, man producerer. Derudover er rettidighed og vejret afgørende for, om man får succes med at dyrke jordbær", siger Dan Haunstrup Christensen.
Perfekt jordbærvejr
Det perfekte vejr for jordbær starter med et lunt og langt efterår, da blomsteranlæggene dannes i efteråret.
Vinteren må ikke være så våd, at jordbærrene sopper i vand, ligesom barfrost kan være hård ved jordbærplanterne. Foråret skal helst være uden sen nattefrost, og så skal forsommeren være lun og tør, så der ikke bliver problemer med gråskimmel. Endelig er der vejret i plukkesæsonen. Det skal helst være solrigt med temperaturer på 20-25 grader. Det giver nogle store og saftfulde bær, ligesom sol fra en skyfri himmel giver danskerne god appetit på de små røde bær.
Kræver rettidighed
"Jordbær er en højværdiafgrøde, hvor rettidighed og professionalisme er afgørende for, om man får succes", siger Dan Haunstrup Christensen.
Han tilføjer, at jordbærplanterne hverken må have det for vådt eller for tørt. Dyrkes jordbær på sandjord, skal man derfor kunne vande.
Jordbær kræver mange arbejdstimer. Derfor skal man ud over at have et marked, der kan aftage bærrene, så der ikke bliver for meget spild, også være sikker på at kunne skaffe den nødvendige arbejdskraft.
"Som jordbæravler skal man være en god arbejdsgiver, så de ansatte er motiverede for at levere et godt resultat", siger Dan Haunstrup Christensen.
Kommentarer